Antikken og hvad så?

I et debatindlæg i Politiken (29.07. 2017) benyttede Mia Amalie Holstein (CEPOS) en analogi i sin diskussion om problemer ved gode intentioner. Den diskussion skal jeg ikke indlade mig på her, men vil se lidt på analogien. Holstein greb tilbage til Aristofanes’ (ca. 450-380 f.v.t.) oldgræske komedie Ploutos (Rigdom). Komedien handler om, hvad der sker, når den blinde rigdom får synet tilbage. Holstein forklarer, at komedien viser hvorledes samfundet bryder sammen, hvis Ploutos kan se, hvem han skænker rigdom – altså når pengene tilfalder de retfærdige. Problemet er, at Holsteins udlægning af komedien er forkert, skønt hun har ret i at Aristofanes’ komedie stadig er aktuel.

Antikken er for alle og enhver og man kan bruge den som man vil, men måske er vi, der forsker og underviser i antikken ikke gode nok til at formidle denne epoke. I disse år hvor Humanioras fagfelter i den grad fremstilles som mere eller mindre ubrugelige og gammeldags er det hyppigt det klassiske fagfelt (Latin, Klassisk Græsk og Oldtidskundskab), der står forrest, når politikerne skal pege fingre ad humanisterne. Men antikken er ikke så gammeldags som man skulle tro, se bare Sven Brinkmann, der også tager afsæt i antikkens filosofi i sine bøger. 2016 var i samme åndedrag et antikkens år på den danske scene, hvor ikke mindre end tre Medea’er blev sat op på danske teatre (Betty Nansen, Aarhus Teater, Husets Teater), læg dertil det Kgl. Teaters stort anlagte Ødipus-Antigone, der kørte for fulde huse, og i mindre format det lille teater Momentums provokerende opsætning af Ødipus. Men antikken har det altså vanskeligt i det danske mediebillede, i modsætning til tyske, franske og engelske medier, og det skyldes nok primært, at vi forskere i antikken er nørder i ordets positive forstand og nok har det svært ved at dele ud af vores begejstring og hårdt tilegnede viden. Det er ikke antikken som emne, der er gammeldags, det er nok snarere den generelle holdning til fagene, der beskæftiger sig med denne periode. Men medierne har også et ansvar i at formidle humanistisk forskning, hvad enten det er et litterært emne eller hvad der rører sig i fx dansk runeforskning. Jo mindre man hører om humanistisk forskning, jo mindre tilknytning til samfundet får den. Der skal altså to til en tango.

Hvad kunne Holstein så have fået ud af forskningen i den komedie, hun benytter i sit debat indlæg? Der findes en god dansk oversættelse af Rolf Hesse, og skønt Ploutos ikke er den bedst belyst af Aristofanes’ komedier (mange vil nok kunne nikke genkendende til kvindernes sexstrejke i Aristofanes’ Lysistrate, der hyppigt har været opført herhjemme og kommer på plakaten igen i Odense til december.) så findes der en stadig voksende kritisk-analytisk litteratur om netop denne komedie.

Tilbage til analogien! Lad os glemme at Holstein tager fejl af årstallet for opførelsen af Aristofanes’ komedie! Stykket er fra 388 f.v.t og det sidste stykke af Aristofanes. Det stykke Holstein referer til en mulig komedie fra 408, ligeledes af Aristofanes, som også hed Ploutos. Men det stykke har vi intet af i dag. Det er således Holsteins beskrivelse af plottet, jeg vil se på og rette til. Her er hvad der faktisk sker:

Kremylos har været hos Oraklet i Delfi, hvor han har spurgt guden Apollon om, hvordan han skal opdrage sin søn i en uretfærdig verden (Platon diskuterer ligeledes ret og uret i sit mesterværk Staten). Oraklet bød ham, at invitere den første, han møder, med hjem. Og det er altså Ploutos, personificeringen af Rigdom, skønt han er en pjalt efter at være blevet misbrugt af de rige (stik modsat af Holsteins udlægning). Zeus blændede Ploutos, fordi han mod Zeus´ vilje havde truet med kun at berige de retfærdige. Zeus kan i de græske komedier være noget gnaven (filosofiens theodicé-problem). Kremylos vil helbrede Ploutos’ blindhed, så rigdom kan komme ud til alle gode mennesker. Han vil altså ikke beholde Ploutos for sig selv; nej han vil dele den. Men først skal Ploutos have sit syn igen. Heksen Penia, Armod, afbryder planen. Hun forklarer, at det ikke rigdom, der gavner mennesket, men frygten for fattigdom, der motiverer til iværksætteri (konkurrencestat?). Penia er en sofist (ironisk nok var sofisterne nogle dyre drenge, nogenlunde som konsulenterne nu til dags) og Kremylos kan kun give hende ret i at dovenskab truer, men tanken om, at man bare kan være lykkelig fri (utopi? borgerløn?) er den Aristofaniske komedies grundsubstrat, og derfor jager han hende væk. Ploutos får ved gudernes hjælp synet igen, og Kremylos må derpå forsvare over for gud (i ordets sande betydning) og hver mand Ploutos´ nye uddeling af rigdom efter retfærdighedens principper. Med sin altruisme intakt indsætter Kremylos Ploutos i Athens på det tidspunkt noget slunkne skatkammer på Akropolis. Personlige rigdom bliver offentlig rigdom i den retfærdige stat. Det lyder alt andet kapitalistisk, og har også lydt fjollet i athenernes ører, men ikke mere end man syntes, det var ret fedt! Den komiske utopi opfylder menneskets lyster til fulde!

Komedien handler altså ikke bare om rig og fattig, den handler også og i særdeleshed om religiøsitet og etik, og ikke mindst humor. Aristofanes er ikke filosof eller økonomisk tænker. Han er komediedigter og kan derfor sætte filosofiske teorier af en hver art (i stykket Al magt til kvinden står kommunisme for skud, i Rytteriet er det demokratiets tur) til skue på den komiske scene. Men konkrete svar giver han ikke. Og som komiker er han kun forpligtet til at pege på sidser i lakken, ikke at lakere selv.

Der er meget mere at hente i de antikke tekster end hvad jeg her kan vise, og her skal vi humanister ud med vores viden og fortælle, at denne viden er noget værd, og endnu vigtigere, at vi stiller den til rådighed for enhver, der måtte have lyst til at bruge den. Og bruges kan den. Jeg vil endda gå så langt som at hævde, at Ploutos (penge/rigdom) har set sig lun på netop denne epoke; se bare det utal af sværd-og-sandaler film og serier der findes, ja selv DR’s Rejseholdet er infiltreret af de græske guder. Nu skal det ikke lyde som om vi humanister bare gemmer os i vores elfenbenstårn; det er fra verden før jeg blev lektor. Den verden er væk på godt og ondt, men i mine øjne mest på godt. Vi vedligeholder og frembringer viden, alle forskeres, ligegyldigt fagfelt, vigtigste funktion. Vi udgiver vores viden på dansk og på fremmedsprog, vi underviser og gør alt det, der forventes af os og mere til. Oldtidens forskere herhjemme oversætter også antikkens mesterværker, fx Platon, Vitruv, Sofokles osv. så alle interesserede kan nyde dem, og nogle få af os finder da en gang imellem vej til dagspressen. Her står arkæologien og dets fysiske fremtrædende stadig stærkere en litteraturen, men antikkens litteratur er ikke et overstået kapitel, det har Holstein jo netop bevist, og tænk på de ekkoer, navne som Ødipus og Odysseus skaber i os. Det kræver dog, at vi der arbejder med Antikken, viser befolkningen, hvor den findes, hvad den har gjort og stadig gør for os. Men dertil behøver vi altså også de danske mediers hjælp.

Desværre ville hverken Politiken, Information eller Kristelig Dagblad hjælpe til!