Antifanes’ Digtning (Poesis) fragment 189

(408–334 f.v.t)    

Som kunst er Tragedien heldig på enhver måde;

Alle fortællingerne er jo kendt af publikum

før der overhovedet er en, der har sagt et ord.

Det eneste digteren skal, er at påminde folk.

Jeg kunne sige: “Ødipus”. Straks vidste de besked;                                    

far – Laïos, mor – Jokaste, hvem hans unger

var, hvad der vil ske ham og hvad han har gjort.

Hvis man så sagde “Alkmeon”, ville selv de mindste

have sagt “han blev gal og dræbte sin mor”

[...]                                               

Når tragediedigterne er løbet tør for ord,

udtømt for gode ideer til deres stykker,

rejser de bare kranen, voilá, som en finger.

Vi komikere er nødt til at opfinde alt selv,

nye navne

[...]

og derpå hvad der er blevet arrangeret inden

den nuværende situation, og start og slut!

Hvis en Chremes eller en Feidon fucker up, buher

I ham ud, men det kan Peleus og Teukros snildt gøre.