Det var Kronidens ord og Athene svared’ ham sådan:

Du kan tro nej, kære far, og om så de blev flået i stykker,

kom jeg dem aldrig til hjælp! For skadedyr er de og mine

uldbånd spolerer de gerne og lamperne for at få olie.

Men det værste, de gjorde mod mig og som bed mig i hjertet,​​185

var at æde min kjole, jeg selv med møje fik vævet

ud af tråde, jeg kartede og fik spundet på rokken.

Huller de gav den og nu skal en skrædder lappe den sammen;

gælden til ham nu hober sig op, en skændsel for guder.​​

Ulden fik jeg på klods og kan ikke betale tilbage.​​​190

Frøerne vil jeg dog ikke bestræbe mig på at få reddet,

tåber til hobe, der ik’ har et gran af styrke i hovedet:

mørbanket kom jeg fra striden i går, og jeg ville kun sove,

tillade dette ville de ikke og kvækkede højt og

jeg kunne ikke få sovet og lysvågen lå jeg i sengen​​​195

syg af migræne til hanen endelig galed’ om morgnen.

Guder skal ikke yde dem hjælp dernede på jorden

så vil vi undgå at såres af en af de odskarpe pile

for de er barske i krig, selv hvis de møder en guddom.

Lad os i stedet nu glædes ved slaget heroppe fra himlen.”​​200

Således hun, og enhver af de øvrige guder var enig,

derpå gik de i samlet flok til et sted de ku’ sidde.

Da lod flokke af myg deres store trompeter gi’ lyd til

krigens slemme rabalder, og oppe fra himmelen sendte 

Zeus sit lyn og sin torden som ondskabsvarsel om krige. ​​205