Paris & Helena

Til Atreidens hjem i den tætte bebyggelse kom han,

stoppede op og stod dér stolt af sin gudgivet charme;

Ikke så smuk var Zeus og Thyones dejlige afkom, 

tilgiv mig nu Dionysos, og du er dog søn af Kroniden.​​​250

Men han så altså vidunderlig ud og ansigtet stråled.

Da slog Helena døren op til sit gæstfrie kammer

og i en fart gik hun hen til husets forhal og kigged.

Hun gjorde øjne, for han stod dér som en blomst foran porten;

hun så på ham, hun kaldte og ledte ham så ind i hjemmet,​​255

bad ham sætte sig godt til rette højt på den nye

sølvindfattede tronstol, umætteligt stirred hun på ham.

Kythereias dreng, troed hun først, var kommet til hende,

gudens forgyldte følge, men langt om længe forstod hun,

at det ikke var Eros, for hun kunne ikke se buen.​​​260

Derpå mente hun så, at hun så i hans strålende ansigts

øjne et blik som om han var kongen af druer og vine.

Dog så hun slet ingen klasser af vindruers blomstrende frugter

tungt over håret på hans guddomligt dejlige hoved.

Helena taler til Paris

Så måtte hun i forundring til sidst hæve stemmen og spørge:​​265

”Fremmede, hvor er du fra, fortæl om din skønne familie!

Dit skønne ydre minder mig ganske om prægtige kongers,

men jeg kender jo ikke enhver af argeiernes slægter.

Hele Deukalions stærke familie er mig ganske velkendt.

Du er ikke fra Neleus’ land, det sandede Pylos.​​​270

Dér kender jeg jo Antilochos, men har nu aldrig set dig der.

Ej fra det yndige Fthia der kun ammer rigtige mandfolk;

Aiakos’ helt formidable familie er mig ganske velkendt

Peleus’ skønhed og Telamons helt utrolige rygte,

gode Patroklos og ham med det mægtigste mandsmod, Achilleus.”​​275

Fuld af begær var pigens let kvidrende tale til Paris.