Argonautika III

Kom nu Erato, og stil dig hos mig og begynd din fortælling:

Sig mig hvordan fik Jason bragt skindet herfra og til Jolkos

hjulpet godt af Medeas’ begær, i Kypris’s kræfter

har du jo del, og med sange fortryller du ugifte, unge

piger, og derfor er dit navn netop også erotisk.                                                        5

Der i det tætpakket krat sad mændene altså og vented,

uvented helte på lur i skjul, men Athene og Hera

så dem straks og forlod da selveste Zeus og de andre

evige guder, og gik sammen hen til et afsides kammer

hvor de ku lægge en plan. Først spurgte Hera Athene:                                            10

”Nu må du, datter af Zeus, være først til at tage affære!

Hvad er din plan, vil du lægge en fælde, hvormed de kan bringe

kong Aietes’s skind af guld med tilbage til Hellas?

Aldrig lader han sig besnakke af honningsød tale

til at adlyde dem, for han er jo frygtelig hoven.                                                       15

Det er dog ikke en grund til ikke at gøre forsøget.”

Sagde Hera og fik med det samme et svar af Athene:

”Det du helt åbenhjertigt nu spørger mig om farer også

rundt i mit sind, Hera, uden at jeg dog endnu har en fælde

klar og parat, som jeg nu kan fortælle dig om og som gavner                                 20

heltenes hjerter, skønt jeg har vurderet talløse planer.”

Så sagt, og begge to så de mod jorden og på deres fødder

opslugt af tanker, men Hera var først til at planlægge noget.

Straks tog hun derfor til orde og fortalte Athene om planen.

”Kom lad sammen gå hen til Kypris og anmode hende                                           25

om at få hendes dreng, hvis han vil, til at skyde Aiétes’

trylleurtskyndige datter og ramme hende i hjertet

med fortryllet begær efter Jason. Jeg tror, at med hendes

råd vil det lykkes ham at få skindet med sig til Hellas.”

Sagde Hera, og planen behagede også Athene,                                                        30

Så hun svarede hende på ny med en honningsød tale:

”Hera, jeg fødtes af far uden kendskab til Eros’ pile.

Jeg kender ikke til trolddom, som vækker begæret i hjerter,

men hvis du mener at planen vil virke så følger jeg med dig.

Dog må du altså selv føre ordet henne hos hende.”                                                  35

Sagde hun og de rejste sig begge og hasted til hallen,

Kypris’s hjulbenet mand havde bygget fra grunden til hende, 

da han af Zeus hende fik som sin hustru at føre til hjemmet.

De kom til gården og stilled sig hen under indgangens skygge

til Hefaistos’s hal, hvor gudinden sørger for sengen,                                               40

han var dog gået ved daggry til ambolten henne i smedjen

dybt i en grotte på Øen, der driver omkring, hvor han former

værker ved essens flamme, så hun sad alene derhjemme

på sin prydlige trone med ansigtet vent imod døren.

Hun havde løsnet sit hår, som hang over kridhvide skuldre,                                    45

og med sin gyldne kam redte hun det igennem og skulle

til at flette en lok, da hun så gudinderne komme;

stopped og kaldte på dem, og rejste sig straks fra sin trone.

Hun fik på stole dem sat tilrette og satte derpå

selv, tog det uglede hår og bandt lokkerne op i en knude.                                       50

Smilet hun gav dem var frækt da hun spurgte gudinderne sådan:

Sikke en ære, I to! Hvilken nød eller bagtanke bringer

Jer? Det er lang tid siden, så hvorfor besøger I begge

mig nu herhjemme? Det gør I gudinder jo kun alt for sjældent!”

Hende gav Hera sit svar i ord og talte således:                                                         55

”Sikke en humor, men vores humør er en ren katastrofe.

Aison’s søn og de andre, der følger hans færd efter skindet,

har allerede lagt anker ved bredden af Fasis’ strømme.

Vi er angste for alle i gruppen, for tiden er inde,

men vi frygter især for Jason, sønnen af Aison.                                                       60

Ham vil jeg passe på, om så han sku sejle til Hades

for at få Ixion fri fra lænkerne nede i dybet,

med alt den styrke jeg ejer i musklerne i mine lemmer;

Pelias skal ikke grine ad mig ved at undgå sin skæbne,

for han er så arrogant at han at glemmer at bringe mig offer.                                  65

Men også før det næred jeg dybe følelser for Jason

lige siden dengang ved Anauros’s svulmende strømme

jeg mødte ham på vej hjem efter jagt, da jeg tested blandt mensker

lovlydigheden dernede, mens bjergenes knejsende toppe

blev af fygende sne dækket til og smeltevand fossed                                               70

ned med buldrende drøn i vældige hvirvlende masser.

Han fik medynk med mig, der ligned en aldrende kone,

og bar mig på sine skuldre igennem strømhvirvlens vande. 

Derfor hædres han altid af mig, men hvis du ikke skænker

ham turen hjem igen, bøder Pelias ik for sin kræken.”                                             75

Så sagt og Kypris, forundret, blev grebet af rungende tavshed 

for ved at se hvordan Hera bad hende om hjælp, blev hun ydmyg,

og tog til orde og svared gudinden med omsorgsfuld tale:

”Æred gudinde, foragt du da bare mig, der er Kypris, 

hvis jeg i ord eller gerning, så vidt mine hænder, skønt svage,                                80

evner, nu nægter at hjælpe med det du af hjertet begærer,

og lad blot utak være den tak og belønning, du giver!”

Sagde gudinden og Hera gav straks denne snedige tale:

”Dig kom vi ik til fordi vi behøver magtfulde hænder, 

Men du skal bare blidt få din dreng til at bruge sin trolddom,                                 85

vække begær efter Aison’s søn i Aietes’s datter,                                                     

for hvis hun er ham hengiven og yder ham vidende bistand,

tror jeg han let vil ku bringe det gyldne skind med tilbage

hjem til Jolkos igen for det kræver alt hendes snilde.”

Sagde gudinden til Kypris som svared dem begge således:                                     90

”Men Athene og Hera, han lytter jo mere til jer to                                                   

end han lytter til mig, for skønt han er ganske respektløs

er der for jer lidt respekt i hans blik, men for mig er der ingen.

Mig er han ligeglad med, men driver mig jævnligt til vanvid.

Jeg er rasende på ham og al hans konstante ballade,                                                95

og ville knække hans bue og ulykkesklingende pile,                                               

mens han så på, dog sikke han truede mig i sin vrede:

at jeg ku holde mig væk, mens han stadig ku styre humøret,

ellers ville jeg kun ku bebrejde mig selv resultatet.”

Sagde hun og de andre gudinder så på hinanden                                                      100

smilende, men hun tog atter til orde og sagde fortørnet:                                          

”Mine bekymringer er for jer andre til grin, og jeg burde

ikke fortælle om dem til enhver: Det er slemt nok jeg ved det!

Men da I begge nu synes at den her plan er den bedste,

skruer jeg op for min charme, så gør han præcist, som jeg siger.”                           105

Sagde hun, hendes hænder tog Hera nænsomt i sine,                                               

smilede blidt til hende, med bagtanker svared hun dette:

”Gør lige det, Kythereia, du sir er nødvendigt at gøre

og med samme, men bliv ikke vred på din dreng eller arrig,

skønt du er rasende, for han ændrer sig, når han er voksen”                                    110

Sagde gudinden og rejste sig op fra stolen, Athene                                                  

fulgte trop og de begge gik hjem. Afrodite gik hastigt

ned ad Olympens kløfter for drengen ville hun finde.

Ham fandt hun siddende dér ved Zeus’s frodige have

sammen med ham Ganymedes, som Zeus tog med sig til himlen                            115

for at drengen dér kunne leve blandt evige guder,

– Zeus var besat af hans skønhed – og som helt almindlige drenge

var de i gang med at spille om terninger lavet af guldmalm.

Men den grådige Eros stod allerede med venstre

hånd, der var bugende fuld af terninger, presset mod brystet,                                  120

dér stod han ret, på hans kinder sprang rødmende blomster i huden,

kært så det ud, men den anden sad nærved og krymped sig sammen

underkuet og tavs, for to havde han kun tilbage,

alt var forgæves, og han skumled over den anden, som grined.

Da de to også var tabt i tillæg til alle de andre,                                                        125

gik han tomhændet væk, forbitret, bemærkede ikke

Kypris var kommet derhen. Hun stilled sig overfor sønnen,

og tog fat under hagen på ham og sagde som følger:

”Hvorfor det smørret grin? Lede karl, fordi du fik snøret

ham som sædvanlig med snyd, en flot sejr over en unge.                                        130

Nu skal du være sød og gøre præcis som jeg siger,

så får du dét legetøj, det fantastiske, som Adrasteía,

Zeus’s kærlige amme, fik lavet til ham, dér i Idas

hvælvede grotte, dengang han kun var et pludrende spædbarn,

den der velrundet bold. Hos Hefaistos ku du ikke finde                                          135

noget bedre til leg af alt, der er skabt i hans hænder.

Kuglens zoner er lavet af guld og der løber omkring dem

to snoed cirkler i ring, og en dybtblå spiral er placeret

over den knyttende fals og skjuler den under sit omløb.

Hvis du jonglerer med bolden, vil den præcis som en stjerne                                  140

sætte sit flammende spor i en bue hen over himlen.                                                 

Den vil jeg gi dig, men du skal fortrylle Aietes’ pige

med lyst til Aison’s søn ved at sende din pil! Du må ikke

trække tiden ud, for så blir min tak til dig mindre.”

Sagde gudinden og det kunne han godt lide at høre.                                                145

Han smed sit legetøj bort og greb straks i hendes kjole

med begge hænde og klynged sig plagende fast i gudinden;

Bad om at få bolden straks og lige nu med det samme,

men hun stod fast imod ham og med milde ord og en krammer

og et kys på hans kind svared hun ham med smil på sin læbe:                                150

”Lad det nu være sådan ved dit hoved så kært og mit eget,

at jeg skænker dig gaven, og nej jeg er ik en bedrager,

hvis du blot fæstner dybt din pil i Aietes’s datter.”

Terningerne tog han op fra jorden og talte pedantisk

hver og en, før han dumped dem alle i moderens hænder.                                       155

Han greb den gyldne rem i sit kogger, der stod ved træstub,

hang det over sin skulder og tog sin krummede bue.

Mægtige Zeus’s have, hvor træerne bugner med frugter,

gik han igennem og tog fra Olympens himmelske porte

vejen, der går derfra, og som strækker sig hen over luftlag,                                    160

som jordens højeste piller, to knejsende fjeldtoppe, løfter,

bjergene hvis stejle sider af solens tidlige stråler

males med morgengrysrødme, når dén begynder sin stigen.

Under ham viste sig jorden, hvorfra livet spirer, og byers

mylder og hellige floder, kun afbrudt af tindrende toppe,                                        165

og til at favne det hele et hav, ku han se på sin luftige rejse.

Dér ved flodmundingsmosen sad heltene stadig i baghold

på deres bænke i skibet og drøftede situationen.

Aisons søn havde selv fået ordet, og talte ibland dem,

og hver enkelt sad på sin plads og lyttede roligt.                                                      170

”Venner, nu vil jeg fortælle den plan, jeg tror er den bedste,

men som kræver at I vil godkende så den lykkes.

Vi er fælles om jobbet, og ordet er frit for os alle,

derfor skal den som gemmer sit sind og planer bag tavshed

vide at han blot berøver os alle vor chance for hjemkomst.                                     175

Vent I andre nu roligt på skibet med våben i hænde,

så drager jeg selv afsted og går hen til Aietes’s haller

sammen med Frixos’s sønner og to blandt jer kammerater.

Og når jeg møder ham dér, forsøger jeg først at besnakke

ham til at skænke mig skindet af guld, som var vi venner,                                      180

eller se om han håner os, sikker på styrken han ejer.

Har vi først lært fra ham selv, at han kun kan se os som fjender,

kan vi lægger en plan om hvorvidt vi skal trække vor våben

eller om snilde er bedre for os hvis vi ikke vil kæmpe.

Lad os da undgå vold – før vi har forsøgt os med tale –                                          185

for at fravriste ham hans skat, nej jeg tror det er bedre

først at mødes med ham og snakke formildende med ham.

Ofte, ved I jo nok, har ord fået de ting i orden,

mandsmodet ikke ku klare, så mán derfor let og behørigt

nåed sit mål. Og han modtog jo Frixos dengang han flygted                                   190

fra sin stedmoders list og sin faders lyst til at ofre,

for overalt ser man mænd – selv de allermest barske af slagsen –

værne respektfuldt om Zeus, der giver os gæstfrihedsloven.

Det sagde Aisons søn og de unge støttede alle

talen med ivrige råb og ingen gav andre instrukser.                                                 195

Så bad han Telamon følge med ham, og derpå Augeias,

samt de sønner af Frixos og selv tog han Hermes’ scepter.

De fik lynhurtigt krydset den sivbevoksede mose

dér mellem skibet og jorden og nåed ind på det tørre,

egnen de dér kalder Kirkes, en slette bevokset af tætte                                            200

rækker af vild tamarisk og af hvidpiles kuplede kroner,

dér fra de øverste grene hang fastbunded kroppe i kæder,

taboo er det jo stadig blandt Kolchis’ befolkning at brænde

legemer af afdøde mænd, og ulovligt at stede til hvile

liget i jorden og lade en høj dynge op over graven.                                                 205

Her bliver den afdøde svøbt i ugarved huder fra okser

og hængt i træernes toppe et stykke fra byen. Men luften

deler de døde med jorden, for kvinder begraves i jorden.

Dette er altså måden, som kolchierne selv finder rigtig.

Mens de vandrede afsted, havde Hera lagt gavnlige planer                                     210

og lagde hen over byen en tåge så tyk så de uset

af alle Kolchis’s skare ku nå sikkert hen til Aietes.

Men som de kom ind til byen fra sletten og hen til paladset,

kong Aietes’s haller, lod Hera straks skyen forsvinde.

Dér i forhallen stod de, forundret over kongens gemakker,                                     215

gården, de vældige porte og søjlerne, som stod i rækker

langs alle mure og højt over tronsalen hviled en friese 

på søjlehoveder af bronze, men friesen selv var af marmor.

Ingen stod dem i vejen, så de trådte hen over tærsklen.

Karmen om døren var kranset af blomstrende vinplanteranker                               220

som sendte friskgrønne blade i vejret, og ud under døren

flød fire evige kilder, Hefaistos selv havde gravet:

Mælk strømmed ud af den ene og vin strømmed af den anden,

og fra den tredje en olie, hvis velduft var som parfume.

Ud af den sidste kom vand, og man siger at vandet dér varmes,                              225

straks når Pleiaderne svinder, men når de igen er tilbage,

pjasker det iskoldt ud som smeltevand hen over klipper.

Således var Aietes’ palads i Kytaia utroligt,

fyldt med Hefaistos’ kunst og forunderligt udførte værker.

Han havde smedet tyre med hove af bronze til kongen                                            230

og gennem munde af bronze de pustede voldsomme flammer. 

Han hamred også en plov af et enkelt ubrydeligt stykke

stål til Aietes, som tak for at Helios hjalp ham ved Flegra

og bar ham væk på sin vogn helt udkørt af krigens strabadser.

Hoveddøren var smedet og på begge sider var mange                                             235

velgjorte døre og kamre hvor man end drejed sit hoved,

langs gårdens sider var gjort en farverig række af søjler.

Bygninger tårned sig op i hjørnerne nede for enden.

Dér i det højest hus havde kong Aietes sin bolig,

hvor han havde sit hjem og levede sammen med konen,                                         240

og i det andet boed Apsyrtos, sønnen, Aietes

fik med Asterodeia en nymfe fra Kaukasus’ egne.

Dog blev det pigen Eidyia han senere valgte som hustru

hende, som Thetys fødte til sidst af Okeanos’ døtre.

Faethon kaldte de andre af kolchis’s drenge Apsyrtos.                                            245

Det var et kælenavn for han overstråled de andre.

Sammen med tjenestepiger i kamrene boed Medea

og Chalkiope, de begge Aietes’ døtre. Medea 

[lakune]

stødte de på, da hun skulle besøge sin søster på kamret.

Hera sørgede for hun var hjemme skønt det var sjældent,                                       250

for hun sysled til dagligt om Hekates hellige alter,

det var jo hendes job at være gudindens præstinde.

Men da hun så at de kom, skreg hun op og blev hørt af sin søster.

Tjenestepigerne smed deres tene og garnnøgler fra sig

hen over gulvet og løb hver og en i en flok ud af rummet.                                      255

Og da hun blandt dem så sine egne drengebørn komme

løfted hun armene højt i glæde, og drengene hilste

glade på deres mor, og de krammede alle hinanden.

Men hun sagde således til dem gennem snøften og tårer:

”Så bragte skæbnen jer hjem skønt I ublidt forlod jeres moder,                               260

for at I blot kunne flakke omkring i fjernere egne!

I såred mig fordi I blev drevet af Frixos’s ordre!

I blev forblindet af far med en smertelig længsel til Hellas –

nær ved at udånde gav han jer buddet, der pinte mit hjerte.

Hvorfor skulle I drage afsted til Orchomenos’ bystad –                                          265

hvem end Orchomenos er – efter Athamas’ vældige skatte,

og lade mig, jeres mor, alene tilbage med sorgen.”

Sagde hun, og til sidst kom Aietes selv ud ad døren,

fulgt af hans hustru, Eidyia, for hun havde hørt Chalkiope

tale, og straks var gården et mylder af folk og spektakel:                                        270

tjenerne fik alle travlt, så nogle partered en okses

vældige krop, mens andre med malmøkser kløvede brænde,

andre igen satte vand over ilden til badet, og ingen

skulkede for deres job med at tjene for kongen i Kolchis.

Alt imens ankom så Eros – usynlig – igennem en tåge,                                          275

piskede luften op som en flue i færd med at stikke

ungkvæget uden på græs – det er dén hyrder kalder en bremse.

Dér på tærsklen til porten, han spændte hurtigt sin bue

tog fra sit kogge en pil, der var ny, en tåreforvolder.

Hurtigt og uset krydsed han tærsklen og spejdede nøje                                                                 280

efter sit mål, gik på hug ved foden af selveste Jason,

guden var jo så lille, og lagde sin pilspids tilrette

midterst på strengen og spændte nu buen som godt som han kunne,

skød Medea, og lammed med ét hendes stemme og sanser.

Selv skød han fart gennem hallen med lofterne høje og grinte                                285

mens han fløj væk, men hans pil tændte ild i dybet af pigens

hjerte som var det en fakkel, konstant betragted hun Jason

med sit glitrende blik, og forstandige tanker forvilded

sig rundt i brystet på hende, hukommelsen var forduftet,

sindet flød over med smerte så sød som biernes honning.                                       290

Som når en kvinde, hvis job er at spinde ulden til garnet,

hælder knastørre kviste på ildstedets gnistrende lue,

så hun i nattens mørke kan oplyse rummet hvori hun

sidder nær ilden, hvis flammer nu truende springer i vejret,

mens de fortærer enhver af de kvistet hun kasted på bålet.​       295

Skjult der bag hendes hjerte lod sådan en skadelig vellyst

flammerne blusse. Men gløden i kinderne ændred kuløren,

alt efter sindets forvirring, fra blege til lysende røde.

Men som kom tjenerne inddækked bord og serverede maden.

Og da gæsterne havde i varmt vand vasket sig rene,​               300

stilled de gladeligt sulten og tørsten, en lise for sjælen. 

Da tog Aetes fat og begyndte at spørge sin datters

sønner, og talte til dem med ord som i følgende tale:

”Min datters drenge med Frixos, som jeg æred mere end andre

gæster der ankom til mit pallads og dets vældige haller,            305

hvorfor er I vendt tilbage til Aia – så hurtigt – blev rejsen

afblæst af uheld, der kom jer i vejen? Men I ville ikke

lytte dengang jeg fortalte, hvor lang jeres tur ville blive.

Sammen med Solen, min far, har jeg selv taget i vognen

turen hen over himlen, da han bragte Kirke, min søster,​           310

over Tyrrhenske bølger, til kysten i vest og de egne,

hvor hun har slået sig ned og stadig bebor og har hjemme, 

fjernt og umådelig langt fra os her ved Kolchis’s kystland.

Hvad godt gør den historie? Fortæl mig nu, hvad der er hændt jer!

Hvem er de mænd som har fulgt jer? Fortæl uden omsvøb det hele!​        315

Sig mig hvor I lagde til og forlod jeres kurvede fartøj?

Det var hans spørgsmål og Argos tog ordet førend hans brødre,

– Jasons ekspedition var han bange for var i fare,

ældst var han også af dem – og begyndte en honningsød tale:

Voldsomme storme, Aietes, slog hurtigt vort fartøj i stykker,320

og vi klamrede os til en bjælke, drev rundt indtil bølger

kasted os ind på det tørre,  Ares’s sandrandet øland,

midt i natmørkets dyb. En guddom frelste os alle,

to be continued!

 

 

 

 

 

 

Kommentarer

20.11.2020 15:44

Søren Jakobsen

Lækker oversættelse til tiden! Jeg har fornylig anskaffet mig den gamle oversættelse af C.P. Christensen Schmidt, og skal det udmærkede digt have en chance for nye generationer, skal vi have en den ny