Argonautika III
Kom nu Erato, og stil dig hos mig og begynd din fortælling:
Sig mig hvordan fik Jason bragt skindet herfra og til Jolkos
hjulpet godt af Medeas’ begær, i Kypris’s kræfter
har du jo del, og med sange fortryller du ugifte, unge
piger, og derfor er dit navn netop også erotisk. 5
Der i det tætpakket krat sad mændene altså og vented,
uvented helte på lur i skjul, men Athene og Hera
så dem straks og forlod da selveste Zeus og de andre
evige guder, og gik sammen hen til et afsides kammer
hvor de ku lægge en plan. Først spurgte Hera Athene: 10
”Nu må du, datter af Zeus, være først til at tage affære!
Hvad er din plan, vil du lægge en fælde, hvormed de kan bringe
kong Aietes’s skind af guld med tilbage til Hellas?
Aldrig lader han sig besnakke af honningsød tale
til at adlyde dem, for han er jo frygtelig hoven. 15
Det er dog ikke en grund til ikke at gøre forsøget.”
Sagde Hera og fik med det samme et svar af Athene:
”Det du helt åbenhjertigt nu spørger mig om farer også
rundt i mit sind, Hera, uden at jeg dog endnu har en fælde
klar og parat, som jeg nu kan fortælle dig om og som gavner 20
heltenes hjerter, skønt jeg har vurderet talløse planer.”
Så sagt, og begge to så de mod jorden og på deres fødder
opslugt af tanker, men Hera var først til at planlægge noget.
Straks tog hun derfor til orde og fortalte Athene om planen.
”Kom lad sammen gå hen til Kypris og anmode hende 25
om at få hendes dreng, hvis han vil, til at skyde Aiétes’
trylleurtskyndige datter og ramme hende i hjertet
med fortryllet begær efter Jason. Jeg tror, at med hendes
råd vil det lykkes ham at få skindet med sig til Hellas.”
Sagde Hera, og planen behagede også Athene, 30
Så hun svarede hende på ny med en honningsød tale:
”Hera, jeg fødtes af far uden kendskab til Eros’ pile.
Jeg kender ikke til trolddom, som vækker begæret i hjerter,
men hvis du mener at planen vil virke så følger jeg med dig.
Dog må du altså selv føre ordet henne hos hende.” 35
Sagde hun og de rejste sig begge og hasted til hallen,
Kypris’s hjulbenet mand havde bygget fra grunden til hende,
da han af Zeus hende fik som sin hustru at føre til hjemmet.
De kom til gården og stilled sig hen under indgangens skygge
til Hefaistos’s hal, hvor gudinden sørger for sengen, 40
han var dog gået ved daggry til ambolten henne i smedjen
dybt i en grotte på Øen, der driver omkring, hvor han former
værker ved essens flamme, så hun sad alene derhjemme
på sin prydlige trone med ansigtet vent imod døren.
Hun havde løsnet sit hår, som hang over kridhvide skuldre, 45
og med sin gyldne kam redte hun det igennem og skulle
til at flette en lok, da hun så gudinderne komme;
stopped og kaldte på dem, og rejste sig straks fra sin trone.
Hun fik på stole dem sat tilrette og satte derpå
selv, tog det uglede hår og bandt lokkerne op i en knude. 50
Smilet hun gav dem var frækt da hun spurgte gudinderne sådan:
Sikke en ære, I to! Hvilken nød eller bagtanke bringer
Jer? Det er lang tid siden, så hvorfor besøger I begge
mig nu herhjemme? Det gør I gudinder jo kun alt for sjældent!”
Hende gav Hera sit svar i ord og talte således: 55
”Sikke en humor, men vores humør er en ren katastrofe.
Aison’s søn og de andre, der følger hans færd efter skindet,
har allerede lagt anker ved bredden af Fasis’ strømme.
Vi er angste for alle i gruppen, for tiden er inde,
men vi frygter især for Jason, sønnen af Aison. 60
Ham vil jeg passe på, om så han sku sejle til Hades
for at få Ixion fri fra lænkerne nede i dybet,
med alt den styrke jeg ejer i musklerne i mine lemmer;
Pelias skal ikke grine ad mig ved at undgå sin skæbne,
for han er så arrogant at han at glemmer at bringe mig offer. 65
Men også før det næred jeg dybe følelser for Jason
lige siden dengang ved Anauros’s svulmende strømme
jeg mødte ham på vej hjem efter jagt, da jeg tested blandt mensker
lovlydigheden dernede, mens bjergenes knejsende toppe
blev af fygende sne dækket til og smeltevand fossed 70
ned med buldrende drøn i vældige hvirvlende masser.
Han fik medynk med mig, der ligned en aldrende kone,
og bar mig på sine skuldre igennem strømhvirvlens vande.
Derfor hædres han altid af mig, men hvis du ikke skænker
ham turen hjem igen, bøder Pelias ik for sin kræken.” 75
Så sagt og Kypris, forundret, blev grebet af rungende tavshed
for ved at se hvordan Hera bad hende om hjælp, blev hun ydmyg,
og tog til orde og svared gudinden med omsorgsfuld tale:
Ӯred gudinde, foragt du da bare mig, der er Kypris,
hvis jeg i ord eller gerning, så vidt mine hænder, skønt svage, 80
evner, nu nægter at hjælpe med det du af hjertet begærer,
og lad blot utak være den tak og belønning, du giver!”
Sagde gudinden og Hera gav straks denne snedige tale:
”Dig kom vi ik til fordi vi behøver magtfulde hænder,
Men du skal bare blidt få din dreng til at bruge sin trolddom, 85
vække begær efter Aison’s søn i Aietes’s datter,
for hvis hun er ham hengiven og yder ham vidende bistand,
tror jeg han let vil ku bringe det gyldne skind med tilbage
hjem til Jolkos igen for det kræver alt hendes snilde.”
Sagde gudinden til Kypris som svared dem begge således: 90
”Men Athene og Hera, han lytter jo mere til jer to
end han lytter til mig, for skønt han er ganske respektløs
er der for jer lidt respekt i hans blik, men for mig er der ingen.
Mig er han ligeglad med, men driver mig jævnligt til vanvid.
Jeg er rasende på ham og al hans konstante ballade, 95
og ville knække hans bue og ulykkesklingende pile,
mens han så på, dog sikke han truede mig i sin vrede:
at jeg ku holde mig væk, mens han stadig ku styre humøret,
ellers ville jeg kun ku bebrejde mig selv resultatet.”
Sagde hun og de andre gudinder så på hinanden 100
smilende, men hun tog atter til orde og sagde fortørnet:
”Mine bekymringer er for jer andre til grin, og jeg burde
ikke fortælle om dem til enhver: Det er slemt nok jeg ved det!
Men da I begge nu synes at den her plan er den bedste,
skruer jeg op for min charme, så gør han præcist, som jeg siger.” 105
Sagde hun, hendes hænder tog Hera nænsomt i sine,
smilede blidt til hende, med bagtanker svared hun dette:
”Gør lige det, Kythereia, du sir er nødvendigt at gøre
og med samme, men bliv ikke vred på din dreng eller arrig,
skønt du er rasende, for han ændrer sig, når han er voksen” 110
Sagde gudinden og rejste sig op fra stolen, Athene
fulgte trop og de begge gik hjem. Afrodite gik hastigt
ned ad Olympens kløfter for drengen ville hun finde.
Ham fandt hun siddende dér ved Zeus’s frodige have
sammen med ham Ganymedes, som Zeus tog med sig til himlen 115
for at drengen dér kunne leve blandt evige guder,
– Zeus var besat af hans skønhed – og som helt almindlige drenge
var de i gang med at spille om terninger lavet af guldmalm.
Men den grådige Eros stod allerede med venstre
hånd, der var bugende fuld af terninger, presset mod brystet, 120
dér stod han ret, på hans kinder sprang rødmende blomster i huden,
kært så det ud, men den anden sad nærved og krymped sig sammen
underkuet og tavs, for to havde han kun tilbage,
alt var forgæves, og han skumled over den anden, som grined.
Da de to også var tabt i tillæg til alle de andre, 125
gik han tomhændet væk, forbitret, bemærkede ikke
Kypris var kommet derhen. Hun stilled sig overfor sønnen,
og tog fat under hagen på ham og sagde som følger:
”Hvorfor det smørret grin? Lede karl, fordi du fik snøret
ham som sædvanlig med snyd, en flot sejr over en unge. 130
Nu skal du være sød og gøre præcis som jeg siger,
så får du dét legetøj, det fantastiske, som Adrasteía,
Zeus’s kærlige amme, fik lavet til ham, dér i Idas
hvælvede grotte, dengang han kun var et pludrende spædbarn,
den der velrundet bold. Hos Hefaistos ku du ikke finde 135
noget bedre til leg af alt, der er skabt i hans hænder.
Kuglens zoner er lavet af guld og der løber omkring dem
to snoed cirkler i ring, og en dybtblå spiral er placeret
over den knyttende fals og skjuler den under sit omløb.
Hvis du jonglerer med bolden, vil den præcis som en stjerne 140
sætte sit flammende spor i en bue hen over himlen.
Den vil jeg gi dig, men du skal fortrylle Aietes’ pige
med lyst til Aison’s søn ved at sende din pil! Du må ikke
trække tiden ud, for så blir min tak til dig mindre.”
Sagde gudinden og det kunne han godt lide at høre. 145
Han smed sit legetøj bort og greb straks i hendes kjole
med begge hænde og klynged sig plagende fast i gudinden;
Bad om at få bolden straks og lige nu med det samme,
men hun stod fast imod ham og med milde ord og en krammer
og et kys på hans kind svared hun ham med smil på sin læbe: 150
”Lad det nu være sådan ved dit hoved så kært og mit eget,
at jeg skænker dig gaven, og nej jeg er ik en bedrager,
hvis du blot fæstner dybt din pil i Aietes’s datter.”
Terningerne tog han op fra jorden og talte pedantisk
hver og en, før han dumped dem alle i moderens hænder. 155
Han greb den gyldne rem i sit kogger, der stod ved træstub,
hang det over sin skulder og tog sin krummede bue.
Mægtige Zeus’s have, hvor træerne bugner med frugter,
gik han igennem og tog fra Olympens himmelske porte
vejen, der går derfra, og som strækker sig hen over luftlag, 160
som jordens højeste piller, to knejsende fjeldtoppe, løfter,
bjergene hvis stejle sider af solens tidlige stråler
males med morgengrysrødme, når dén begynder sin stigen.
Under ham viste sig jorden, hvorfra livet spirer, og byers
mylder og hellige floder, kun afbrudt af tindrende toppe, 165
og til at favne det hele et hav, ku han se på sin luftige rejse.
Dér ved flodmundingsmosen sad heltene stadig i baghold
på deres bænke i skibet og drøftede situationen.
Aisons søn havde selv fået ordet, og talte ibland dem,
og hver enkelt sad på sin plads og lyttede roligt. 170
”Venner, nu vil jeg fortælle den plan, jeg tror er den bedste,
men som kræver at I vil godkende så den lykkes.
Vi er fælles om jobbet, og ordet er frit for os alle,
derfor skal den som gemmer sit sind og planer bag tavshed
vide at han blot berøver os alle vor chance for hjemkomst. 175
Vent I andre nu roligt på skibet med våben i hænde,
så drager jeg selv afsted og går hen til Aietes’s haller
sammen med Frixos’s sønner og to blandt jer kammerater.
Og når jeg møder ham dér, forsøger jeg først at besnakke
ham til at skænke mig skindet af guld, som var vi venner, 180
eller se om han håner os, sikker på styrken han ejer.
Har vi først lært fra ham selv, at han kun kan se os som fjender,
kan vi lægger en plan om hvorvidt vi skal trække vor våben
eller om snilde er bedre for os hvis vi ikke vil kæmpe.
Lad os da undgå vold – før vi har forsøgt os med tale – 185
for at fravriste ham hans skat, nej jeg tror det er bedre
først at mødes med ham og snakke formildende med ham.
Ofte, ved I jo nok, har ord fået de ting i orden,
mandsmodet ikke ku klare, så mán derfor let og behørigt
nåed sit mål. Og han modtog jo Frixos dengang han flygted 190
fra sin stedmoders list og sin faders lyst til at ofre,
for overalt ser man mænd – selv de allermest barske af slagsen –
værne respektfuldt om Zeus, der giver os gæstfrihedsloven.
Det sagde Aisons søn og de unge støttede alle
talen med ivrige råb og ingen gav andre instrukser. 195
Så bad han Telamon følge med ham, og derpå Augeias,
samt de sønner af Frixos og selv tog han Hermes’ scepter.
De fik lynhurtigt krydset den sivbevoksede mose
dér mellem skibet og jorden og nåed ind på det tørre,
egnen de dér kalder Kirkes, en slette bevokset af tætte 200
rækker af vild tamarisk og af hvidpiles kuplede kroner,
dér fra de øverste grene hang fastbunded kroppe i kæder,
taboo er det jo stadig blandt Kolchis’ befolkning at brænde
legemer af afdøde mænd, og ulovligt at stede til hvile
liget i jorden og lade en høj dynge op over graven. 205
Her bliver den afdøde svøbt i ugarved huder fra okser
og hængt i træernes toppe et stykke fra byen. Men luften
deler de døde med jorden, for kvinder begraves i jorden.
Dette er altså måden, som kolchierne selv finder rigtig.
Mens de vandrede afsted, havde Hera lagt gavnlige planer 210
og lagde hen over byen en tåge så tyk så de uset
af alle Kolchis’s skare ku nå sikkert hen til Aietes.
Men som de kom ind til byen fra sletten og hen til paladset,
kong Aietes’s haller, lod Hera straks skyen forsvinde.
Dér i forhallen stod de, forundret over kongens gemakker, 215
gården, de vældige porte og søjlerne, som stod i rækker
langs alle mure og højt over tronsalen hviled en friese
på søjlehoveder af bronze, men friesen selv var af marmor.
Ingen stod dem i vejen, så de trådte hen over tærsklen.
Karmen om døren var kranset af blomstrende vinplanteranker 220
som sendte friskgrønne blade i vejret, og ud under døren
flød fire evige kilder, Hefaistos selv havde gravet:
Mælk strømmed ud af den ene og vin strømmed af den anden,
og fra den tredje en olie, hvis velduft var som parfume.
Ud af den sidste kom vand, og man siger at vandet dér varmes, 225
straks når Pleiaderne svinder, men når de igen er tilbage,
pjasker det iskoldt ud som smeltevand hen over klipper.
Således var Aietes’ palads i Kytaia utroligt,
fyldt med Hefaistos’ kunst og forunderligt udførte værker.
Han havde smedet tyre med hove af bronze til kongen 230
og gennem munde af bronze de pustede voldsomme flammer.
Han hamred også en plov af et enkelt ubrydeligt stykke
stål til Aietes, som tak for at Helios hjalp ham ved Flegra
og bar ham væk på sin vogn helt udkørt af krigens strabadser.
Hoveddøren var smedet og på begge sider var mange 235
velgjorte døre og kamre hvor man end drejed sit hoved,
langs gårdens sider var gjort en farverig række af søjler.
Bygninger tårned sig op i hjørnerne nede for enden.
Dér i det højest hus havde kong Aietes sin bolig,
hvor han havde sit hjem og levede sammen med konen, 240
og i det andet boed Apsyrtos, sønnen, Aietes
fik med Asterodeia en nymfe fra Kaukasus’ egne.
Dog blev det pigen Eidyia han senere valgte som hustru
hende, som Thetys fødte til sidst af Okeanos’ døtre.
Faethon kaldte de andre af kolchis’s drenge Apsyrtos. 245
Det var et kælenavn for han overstråled de andre.
Sammen med tjenestepiger i kamrene boed Medea
og Chalkiope, de begge Aietes’ døtre. Medea
[lakune]
stødte de på, da hun skulle besøge sin søster på kamret.
Hera sørgede for hun var hjemme skønt det var sjældent, 250
for hun sysled til dagligt om Hekates hellige alter,
det var jo hendes job at være gudindens præstinde.
Men da hun så at de kom, skreg hun op og blev hørt af sin søster.
Tjenestepigerne smed deres tene og garnnøgler fra sig
hen over gulvet og løb hver og en i en flok ud af rummet. 255
Og da hun blandt dem så sine egne drengebørn komme
løfted hun armene højt i glæde, og drengene hilste
glade på deres mor, og de krammede alle hinanden.
Men hun sagde således til dem gennem snøften og tårer:
”Så bragte skæbnen jer hjem skønt I ublidt forlod jeres moder, 260
for at I blot kunne flakke omkring i fjernere egne!
I såred mig fordi I blev drevet af Frixos’s ordre!
I blev forblindet af far med en smertelig længsel til Hellas –
nær ved at udånde gav han jer buddet, der pinte mit hjerte.
Hvorfor skulle I drage afsted til Orchomenos’ bystad – 265
hvem end Orchomenos er – efter Athamas’ vældige skatte,
og lade mig, jeres mor, alene tilbage med sorgen.”
Sagde hun, og til sidst kom Aietes selv ud ad døren,
fulgt af hans hustru, Eidyia, for hun havde hørt Chalkiope
tale, og straks var gården et mylder af folk og spektakel: 270
tjenerne fik alle travlt, så nogle partered en okses
vældige krop, mens andre med malmøkser kløvede brænde,
andre igen satte vand over ilden til badet, og ingen
skulkede for deres job med at tjene for kongen i Kolchis.
Alt imens ankom så Eros – usynlig – igennem en tåge, 275
piskede luften op som en flue i færd med at stikke
ungkvæget uden på græs – det er dén hyrder kalder en bremse.
Dér på tærsklen til porten, han spændte hurtigt sin bue
tog fra sit kogge en pil, der var ny, en tåreforvolder.
Hurtigt og uset krydsed han tærsklen og spejdede nøje 280
efter sit mål, gik på hug ved foden af selveste Jason,
guden var jo så lille, og lagde sin pilspids tilrette
midterst på strengen og spændte nu buen som godt som han kunne,
skød Medea, og lammed med ét hendes stemme og sanser.
Selv skød han fart gennem hallen med lofterne høje og grinte 285
mens han fløj væk, men hans pil tændte ild i dybet af pigens
hjerte som var det en fakkel, konstant betragted hun Jason
med sit glitrende blik, og forstandige tanker forvilded
sig rundt i brystet på hende, hukommelsen var forduftet,
sindet flød over med smerte så sød som biernes honning. 290
Som når en kvinde, hvis job er at spinde ulden til garnet,
hælder knastørre kviste på ildstedets gnistrende lue,
så hun i nattens mørke kan oplyse rummet hvori hun
sidder nær ilden, hvis flammer nu truende springer i vejret,
mens de fortærer enhver af de kvistet hun kasted på bålet. 295
Skjult der bag hendes hjerte lod sådan en skadelig vellyst
flammerne blusse. Men gløden i kinderne ændred kuløren,
alt efter sindets forvirring, fra blege til lysende røde.
Men som kom tjenerne ind, dækked bord og serverede maden.
Og da gæsterne havde i varmt vand vasket sig rene, 300
stilled de gladeligt sulten og tørsten, en lise for sjælen.
Da tog Aetes fat og begyndte at spørge sin datters
sønner, og talte til dem med ord som i følgende tale:
”Min datters drenge med Frixos, som jeg æred mere end andre
gæster der ankom til mit pallads og dets vældige haller, 305
hvorfor er I vendt tilbage til Aia – så hurtigt – blev rejsen
afblæst af uheld, der kom jer i vejen? Men I ville ikke
lytte dengang jeg fortalte, hvor lang jeres tur ville blive.
Sammen med Solen, min far, har jeg selv taget i vognen
turen hen over himlen, da han bragte Kirke, min søster, 310
over Tyrrhenske bølger, til kysten i vest og de egne,
hvor hun har slået sig ned og stadig bebor og har hjemme,
fjernt og umådelig langt fra os her ved Kolchis’s kystland.
Hvad godt gør den historie? Fortæl mig nu, hvad der er hændt jer!
Hvem er de mænd som har fulgt jer? Fortæl uden omsvøb det hele! 315
Sig mig hvor I lagde til og forlod jeres kurvede fartøj?”
Det var hans spørgsmål og Argos tog ordet førend hans brødre,
– Jasons ekspedition var han bange for var i fare,
ældst var han også af dem – og begyndte en honningsød tale:
”Voldsomme storme, Aietes, slog hurtigt vort fartøj i stykker,320
og vi klamrede os til en bjælke, drev rundt indtil bølger
kasted os ind på det tørre, på Ares’s sandrandet øland,
midt i natmørkets dyb. En guddom frelste os alle,
to be continued!
Søren Jakobsen
Lækker oversættelse til tiden! Jeg har fornylig anskaffet mig den gamle oversættelse af C.P. Christensen Schmidt, og skal det udmærkede digt have en chance for nye generationer, skal vi have en den ny