Sikke Apollons grene på laurbærtræet nu svajer!

Sikke bygningen svajer! Forsvind nu forsvind, hver en uren!

Det er helt sikkert Foibos, der sparker til porten med foden.

Ser du det ikke? Med ét nikker roligt den Deliske palme,

og svanen synger sin sang, der toner så smukt gennem luften.                                5

Kom så, bevæg jer nu selv I portenes knirkende hængsler!

Kom så I låse og løs nu jer selv! For nær nu er guden.

Nu, unge mænd, skal I være beredte til sange og danse.

Guddommens lys stråler ej på enhver, men kun på den gode,

stor er personen som skuer Apollon, hvis ikke, værdiløs.                                        10

Dig ser vi, fjerntvirker gud, og værdiløse bliver vi aldrig.

Tiden er ikke til trin uden lyd eller tavse kitharer,

når først Foibos er kommer hertil, I drenge i koret,

hvis I vil ægteskab nå eller klippe gråt hår af hovedet,

og hvis vor by skal forblive befæstet på ældgamle grundsten!                                15

Jeg ser op til de drenge, for nu er ej lyren uvirksom.

Lyt nu i stilhed til sangen, der toner for guden Apollon!

Selv lytter havet i stilhed, når sangerne synger om lyren

eller om buen, det grej lykoreiske Foibos besidder.

Thetis stopper sin sang fyldt med gråd over sønnen Achilleus,                               20

hver gang paianens ord ”ié paiéon” hun hører.

Tårerstrømsklippen holder sågar tilbage sin jammer,

stenen så dryppende våd, som er fæstnet til Frygiens muldjord,

marmorstykket i stedet for kvinden, der skriger i smerte.                  

Råb nu Ié! Thi forkert er al strid med de saglige guder,                                           25

Den som mod saglige slås, lad ham også slås med min konge,

den som slås med min konge, lad ham også slås med Apollon.

Hæder skænker Apollon til koret, hvis sang ham behager,

det kan guden, fordi han sidder ved Zeus’ højre side. 

Korets hymne til Foibos vil ikke en enkelt dag lyde,                                               30

han er jo let at besynge, og hvem synger ikke om Foibos?

Tøjet han klæder sig i, er gyldent og ligeså kappen,

lyren, den lyktiske streng på hans bue og pilenes kogger,

selv hans sko er forgyldte; Apollon med guldejendele

ejer mængder af guld, som bevis kan du se ham i Pytho.                                         35

Og han er evigt ung, han er nydeligt skøn, og der spirer

aldrig små bløde dun frem på Foibos’s plejede kinder.

Og fra Apollons hår drypper duftende olier på jorden,

fed er den perlende olie på guddommens lokker dog ikke,

den er helende balsam, så byen hvis muld bliver stænket                                        40

af disse dråbers fald, bliver aldrig skadet af sygdom.

Ingen er mere ferm end Apollon i kunstnerisk virke:

En mand gør han til skytte med bue, en anden til sanger

 – buen og sangen hører jo netop begge til Foibos –

Hans er profeter og spåmænd, og det er fra Foibos, at læger                                   45

har fået lært hvordan de genialt holder døden fra døren.

Vi kalder også Foibos for Nomios, guddom for hjorden,

siden han passede på et spand hopper langs Amfryssos’ hvirvler

og var flammende hed af begær efter fyren Admetos.

Let ville hjorden forøges og gederne ude på marken                                               50

blandt de græssende får ikke mangle kid, hvis Apollon

kasted sit blik på bestanden, og får ikke mælken i yver,

frugtbare alle som én med diende unger omkring sig –

tvillinger føder den mor som førhen kun fødte en enkelt.

Mennesker opmåler landet til byer ifølge Apollon,                                                  55

Foibos nyder jo altid når mennesker grundlægger byer:

Foibos selv væver fermt fundamenter af klipper som tråde. 

Hist på det skønne Ortygia, ved søen, fæstned Apollon

første gang fundamenter, og kun i en alder af fire.

Artemis, altid på jagt, bragte broderen hoveder af geder                                         60

oppe fra Kynthos’s bjerg, og Apollon fletted sit alter,

bygged først basen med horn, og horn han fæstned til altret,

derpå satte han horn omkring altrets murede sider.

Sådan lærte Apollon hvordan man får rejst fundamenter.

Også min muldrige by viste Foibos til Battos og ledte                                             65

folket til Libyens land som en ravn, der gav jærtegn til byens

grundlægger, og vores konger blev lovet mure af guden.

Alt hvad Apollon lover, står altid ved magt! Lyt Apollon!

Talrige er dine navne, Apollon, og talrige steder

kaldes du Klarios og Boedromios kaldt iblandt andre,                                             70

men Karneios af mig, for dét er mit fædrelands måde.

Sparta, Karneios, var først til at rejse din helligdoms base,

dernæst kom Thera, og som den tredje by kom Kyrene.

Dig førte slægt nummer seks efter Ødipus’ tid væk fra Sparta

til kolonien på Thera, og krigeren tog dig fra Thera,                                               75

ham Aristoteles, til den Asbystiske muldjord og stifted

kulten til dig og dér bygged han dig det skønneste tempel,

og arrangered i byen en årlig festival, herre,

hvor allersidste gang mange tyrer synker i knæ, så:

Ié, Ié, Karneios, utallige bønner du hører,                                                                80

for dine altre er klædt i så mange kulørte buketter,

Timer kan samle i våren, når Zefyros’ dugånde blæser,

men er det vinter i safran: For dig brænder evige flammer,

hvor ilden aldrig skal næres af daggammelt brænde og aske.

Foibos nød jo til fulde at Enyos’ krigsfolk i bælter                                                  85

tog sig en lystig svingom med Libyens lyshåred kvinder,

da timen kom til at fejre Karneiafesten i byen.

Endnu ku dorerne ikke nær Kyres kildevæld komme,

men slog sig ned blandt træer og krat i Azilis’s dale.

Dem så vor herre selv – og han viste sin viv deres danse –                                     90

helt fra Myrtussas horn, hvor fordum Hypeus’s datter 

dræbte den løve der plaged Eurypylos’ græsende køer.

Mere guddommelig dans har Apollon aldrig før skuet,

aldrig har guddommen skænket en by goder som til Kyrene,

i erindringen om hvordan han engang viven røved.                                                 95

Det er hos Battos’s æt at man højest lovpriser Foibos.

”Ié, ié paiéon” vi hører, fordi man i Delfi

først var det folk, der fandt på at besynge dig sådan i hymner,

dengang du viste dit pletskud fra guldbuen i dine hænder,

da du til Pytho drog og mødte et rædselsfuldt monster,                                           100

slangen, som du slog ihjel med hurtige skud fra din bue

en pil efter den anden, mens folket råbte som tilråb:

”Ié, ié paiéon” skyd løs, du som fødtes af moder

straks til at være en frelser! Fra da af besynges du sådan.

Sagte Misundelse hvisked i øret på guden Apollon:                                                105

”Jeg holder ik af den sanger som ikke kan synge som havet!”

Men Foibos sparked ham væk med foden og talte således:

”Stor er Assyriens flod, men dén river med sig en masse

affald og mængder af skidt fra landskabet på sine bølger.

Bierne bringer ej vand til Deo fra første og bedste                                                   110

vandløb, men kun fra den strøm som ridsler fra hellig kilde,

en lille dråbe så ren og udsøgt blandt alle der findes.”

Må blot Ærgrelse bo hos Misundelses, hil dig vor Herre!

 

Lykoreisk: Delisk

Lyktiske: kretensisk

Pytho: Delfi

Ortygia: Delos

Battos: ”stammeren” øgenavn til Kyrenes grundlægger Aristoteles

Asbystisk: område og folk omkring Kyrene 

Enyos: Ares her om spartanerne (dorerne). Apollon Karneios er oprindeligt en spartansk guddom

Kyre: kilde nær Kyrene

Azilis: egn nær Kyrene

Deo: Demeter

Myrtussa: måske Kyrenes akropolis

Hypseus: Konge af lapitherne og far til datteren Kyrene.

Eurypylos: søn af Poseidon og oprindelig konge i Libyen

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

                  

 

Kom alle badevandspiger, kom nu med badet til Pallas

kom nu for jeg hørte før, vrinsken og stampende klov

fra vores hellige hopper, gudinden er klar til komme.

Fart på pelasgiske flok, skynd jer I hårfagre pryd!                             (Pelasger = argiver)

Aldrig vasker Athene smuds bort fra de vældige arme,                                         5

før hun har helt banket væk støven fra hestenes lår

end ik da hun vendte hjem med rustningen sølet i blodet

efter krigen imod Jordens lovløse pak.                                                   (Gigantomachien)

Men som det første hun løsner fra vognspandet hestenes nakker

og i Okeanos væld skyller hun snavsen af dem                                                          10

fjerner al sved, skraber bort det skum, der er kommet fra munde,

som bed i bidslernes stål, og nu er størknet og hårdt.

Kom I achaiske kvinder, kom her uden flasker med myrrha

(jeg hører aksernes hvin nede fra vognhjulets nav)

flasker med myrrha skal I der sørger for badet til Pallas                                       15

(salve med dejlig duft er ikke guddommens stil)                             (Athene er ikke til parfume)

ej bringe! Bring I ej spejlet, for hun ser skøn ud for evigt,

end ik ved frygerens dom dengang på Idas bjerg 

skued den store gudinde i bronzens polerede flade

eller i Simoïs’ flod, vandets krystalklare strøm,                                                          20

Hera undlod det også, men Kypris greb glinsende bronze;

To gange blev samme lok redt og pænt sat igen.

Men vor Athene løb hele to gange tres gange løbet

langs Eurotas’s vand, løbet som stjernerne løb,                                (Kastor og Polydeukes)

tvillingetegnet for Sparta, og smurte sig grundigt i salve,                                    25

ren og dyrket lokalt, avlet i guddommens lund.                                                                                            

Og, Piger, frem under huden på guden løb da en rødmen, 

rødlig som rosens knop eller granatæblets frø.

Nu skal I også bringe gudinden en maskulin olie, 

salven til Kastors krop eller til Herakles’ hud.                                                             30

Bring hende også en kam af guld til at rede igennem

hårets skinnende lok, når hun har været i bad.

Kom nu, Athene, til os en gruppe, der glæder dit hjerte,

Argos’s døtre vi er, jomfruer alle som en.

Vi bringer også, Athene, det skjold Diomedes håndtered,                                  35

riten, Eumedes gav Argos i fordums tid,

han var din hædrede præst og for dig en kilde til glæde,

for da han øjned et plot – folket ville hans død –

flygtede han i en fart med din hellige gudsstatuette

og slog sig ned på det bjerg, man kalder Kreion og dér                                         40

højest på Kreions skrænt placered han dig, vor gudinde,                                    

Den skråning kalder man nu den Pallatiske top. 

Kom nu, Athene, til os, du stadsstyrter, guldstridshjelmbærer,

som finder nydelse i heste og skjoldenes drøn!

Vand skal I ikke i dag bringe her, for i dag drikker Argos                                     45 (Argos= folket)

ikke fra flodens strøm, men fra kildernes væld!                                                                                          

Slaver I skal i dag bringe vandspande til Fysadeia

eller Amymonas strøm, døtre blandt Danaos’ kuld.                                     (To lokale kilder)

For når Inachos’ flod kommer ned fra de frugtbare bjerge,

blander han da i sit vand guld og blomsternes støv                                                50

til det herlige bad til Athene, men sørg for Pelasger                                                                                

at, om du vil eller ej, dronningen ikke du ser!

For ser man Byvogter Pallas Athene afklædt og nøgen

har man for sidste gang set Argos, argivernes by!

Frue, Athene, kom ud, imens skal pigerne høre,                                                       55

noget andre har sagt, jeg fortæller det blot.                                                                  

Hør, Piger, hvad der nu hændte i Theben engang da Athene

elsked en nymfe højt, mest i venindernes flok,

de var sammen konstant, Teiresias’ mor og gudinden.

Selv når hun kørte sit spand til Thespiais ældgamle stad                                    60

                                          … eller mod Haliartos 

gennem det opdyrket land, over Boiotiens vang,

mod Koroneias egn, mod guddommens duftrige lunde,

– dér ligger altrene nær floden, Kuralios’, vand –

tog guden tit hende med i vognen bag spandet af heste,                                     65

så nymfers sladder og snak og deres danse i kor 

ikke endte så godt, for koret var uden Chariklo,  

men der var tårer på vej, sorg hende ventede snart,

skønt hun var hjerteveninde med guden Pallas Athene.

Brocherne tog de engang ud af klædernes stof,                                                          70

og i det klare vand fra Helikons hestevældskilde

baded de mens bjerget blev grebet af middagens ro.

Dér tog de begge et bad og middagstimen var kommet.

Dyb var roen der faldt over bjergets klippemassiv.

Men da Teiresias lufted, alene, sit kobbel af hunde –                                            75

kun lige mørkt var hans skæg – træf han det hellige sted.

Han var ufatteligt tørstig og gik i en fart hen til kilden,

fjolset, for dér fik han set, det guden har gjort forbudt.

Skønt hun var rasende på ham, sagde gudinden Athene:

”Hvilken skæbne har ledt dig ad så umild en vej,                                                      80

Søn af Eueres, for du får jo aldrig synet tilbage?

Som sagt så gjort og hans syn tog nattens mørke fra ham,

Dér stod han stum og forvirret og angsten lammed hans lemmer

tavshedens hjælpeløshed greb hans stemmes brug.

Da råbte nymfen højt: ”hvad har du dog gjort ved mit afkom?                        85

Frue, er det sådan I guder behandler en ven?

Det var min søns syn du røved! Ak min kæreste stakkel!

Du så Athenes bryst, guddommens lægge og lår,

men du skal aldrig igen se sollysets glans! Åh jeg arme,

bjerg dog, du Helikons top, her går jeg aldrig igen!                                                  90

Stor var prisen du tog for så lille forseelse, misted

dårdyr og hjorte, men få, du fik i stedet hans syn!”

Sønnen, hun elsked, tog moren i favnen og krammede til sig,

ret som en nattergals sang, når den besynger sin sorg,

græd hun fra hjertets dyb og gudinden ynked veninden.                                     95

Dette var svaret hun fik; talen Athene gav:

”Træk du nu, lys iblandt kvinder, tilbage, de ord som du sagde,

da du var vred, for jeg blændede ikke din søn.

Frarøve børn deres øjne fornøjer ikke Athene.

Det er jo Kronos selv der har fastlagt den lov:                           (Urguden)                        100

Hvis en evig blir set uden samtykke med selve guden,

må beskueren af gud dyrt betale en bod.

Dette kan, lys iblandt kvinder, man aldrig få omgjort og ændret;

sådan blev nu for ham tråden som Moirene spandt            (skæbnegudinderne)

dengang du nedkom med ham. Acceptér, Eueres’ ætling,                                  105

gælden du skylder mig nu, indfri bodens beløb!

Hvad tror du ik Aristaeus og Kadmos’ datter vil ofre       (Kadmos' datter = Autonoë)

når de i fremtiden ber om blot at se deres barn,

sønnen Aktaion, så ung, kun være bebyrdet af blindhed?

Mægtige Artemis vil rende på jagt med ham,                                                              110

men deres fælles jagt med bue i bjergenes skove

vil ikke værne ham mod at han engang kommer til

at se gudinden nyde et bad, uden det var hans hensigt,

nej for hans hunde vil selv som dagens ret æde op

ham der i går var herren og moderen skal samle sønnens                                  115

mange knogler og ben rundt om i buske og krat.

Dig vil hun kalde velsignet og heldig fordi du kan hilse

din søn velkommen hjem, blændet et sted på et bjerg.

Græd derfor ikke, veninde! For mange hædrende gaver

til din Teiresias her er i vente fra mig.                                                                              120

Ham gør jeg til en spåmand, berømt i fremtidens sange,

Langt den bedste af dem, der for spådom er kendt.

Han vil kende til fugle, om én giver tegn eller flyver

uden formål og om vingerne varsler fortræd.

Mange af gudernes svar forkynder han dér i Boiotien,                                          125

mange til Kadmos og til Labdakos’ mægtige slægt.                   (Ødipus' slægt)

Jeg vil ham skænke en stav som fører ham derhen det kræves

Skænker ham også et liv langt mellem startstreg og mål,

og som den eneste, når han er død, er han stadig forstandig,

dér bliver han agtet højt blandt Hagesilas’s lig.               (Hagesilas= Hades)                  130

Sagde gudinden og nikked, og alt Pallas ønsker med nikken,

det bliver fuldbragt og gjort. Zeus gav sin fædrende magt 

kun til Athene af alle de evige døtre, han havde.

Badevandspiger, vor gud, kom ikke ud af en mor,

men ud hoved på Zeus og hvad Zeus ik ønsker med nikken                             135

[løgn…datteren]

Nu kommer Pallas Athene her altså, kom, piger, byd guden

velkommen her, I hvis job, der er at sørge for alt

med jeres rosende ord, jeres bønner og tilråb til guden:

Hil dig gudinde og vogt Argos’ ved Inachos’ strøm!

Hil dig, når du kører ud og igen driver spandet tilbage,

mens du beskytter vor egn, landet danaerne har!