Koret af kvinder synger om deres syge dronning, Faidra, som er ramt af kærlighedssyge.

1. strofe

Der findes en klippe, hvor vand fra Okeanos drypper,

– siges det –, fra hvis skrænter ridsler en kilde, 

hvori man kan dyppe sin kande.

Dér vaskede en veninde                                                                      125

dybrøde klæder 

i flodvandets strøm,

og lagde dem på ryggen af en varm 

og solbrændt sten. Dér hørte jeg 

for første gang det rygte om min herskerinde,                                    130

1. modstrofe

at hun sygner hen i sin seng af en sygdom, forbliver 

inden for hjemmets fire vægge og skjuler 

med florlette klæder de lysblonde lokker.

I tre lange dage har hun                                                                       135

– hører jeg – ikke

spist mad, og holdt sin

krop ren for al Demeters korn,

for ramt af mystisk sorg er hun

forhippet på forlis mod dødens triste grænse.                                     140

2. strofe

Er du fra forstanden, min pige,

er det Pan eller Hekates skyld?

Farer du omkring med de stolte

korybanter og bjergkæders mor? 

Er du mon forpint, fordi du har fejlet                                                  145

en ofring, forgjort ritualet 

til Diktynna, vildyrsgudinen?

Hun farer jo også rundt langs lagunen 

og banken derude blandt havets 

hvirvlende saltrige masser.                                                                  150

2. Modstrofe

Er der mon i hjemmet en anden, 

som fornøjer din velbårne mand,

kongen over Erechtheus’ befolkning,

i en utroskabsstund på din seng?

Er der mon fra Kreta kommet en sømand                                           155

til havnen, elskværdig mod alle,

med budskab til vores fyrstinde,

så hendes sjæl er forankret til lejet

fortvivlet i dybet af sindet;

nager bekymrende kvaler?                                                                  160

Epode

Kvindens natur er en besværlig klang:

tager veernes vanvids 

triste mismod bo deri, 

fremelskes kun disharmoni.

Jeg selv har engang følt den brise                                                       165

suse igennem min livmoder, og på den himmelske

jordmoder, pilenes hersker jeg kaldte,

”Artemis”, og det er misundelsesværdigt at hun altid

med gudernes bifald kommer farende hid til mig.