For et års tid siden udkom antologien Homeriske Genklange med oldgræske digte, hvori der er to tekster om den legendariske Trojanske krig, som måske kan hjælpe til at besvare spørgsmålet: Hvorfor vælger mennesker vælger at gå i krig. Det ene digt, Kolluthos’ Bortførelsen af Helena, handler om hvorfor krige begynder, det andet, Trifiodoros’ Trojas fald, om hvor galt krige kan ende. I denne tid tør man næppe spå om hvordan konflikten i Ukraine ender, om end jeg ikke håber bliver som da Troja faldt, men Kolluthos’ idé om trojakrigens begyndelse vækkede en genklang hos mig. 

Borførelsen af Helena er et lille episk værk skrevet på oldgræsk af en egypter, Kolluthos, omkring år 500 e.v.t, altså 1000 år efter Athens glansperiode, men episoden han beskriver, er lige så gammel som den græske fortællekunst selv. Homers Iliade og Odyssé handler om trojakrigen og historien om gudindernes skønhedskonkurrence og det gyldne æble er allerede kendt her, og prins Paris’ borførelse af Helena er naturligvis selve grundlaget for krigen. ifølge Kolluthos er årsagen til grækernes krig mod Troja: Der er bryllup på Olympen, fest og farver, men gudinden Eris (strid) får ikke en invitation: Peleus’ best man, kentauren Cheiron, glemmer tilfældigvis at invitere denne ballademager med til festen, it takes one to know one, for kentaurer til fester ender altid katastrofalt. Ironisk nok udspringer konflikten mellem grækere og trojanere af at en uvelkommen person ikke bliver inviteret med i det gode selskab (græske guder er bestemt ikke særligt rare dog). Eris beslutter sig for ikke at påbegynde en verdenskrig selv, men blot at ødelægge bryllupsfesten. Hun stjæler et gyldent æble og smider det ud på dansegulvet, hvor gudinderne Afrodite, Hera og Athene giver den gas. Grådige som gudinderne nu er, kaster de sig over hinanden i håb om at få fat i det gyldne æble. Kolluthos nævner det ikke, men vi ved fra andre kilder at Eris havde ridset ”Til den smukkeste” på æblet. Forfængeligheden ødelægger altså festen. Smart tænkt af Eris. Zeus griber ind og kommer på den geniale idé, at gudinder skal være med i en skønhedskonkurrence om, hvem der skal have æblet. Og som dommer udpeger han et menneske – han tør ikke selv dømme af frygt for endnu mere ballede – en prins, og en fantast, fra Troja, nemlig Paris. Skønt alle guder er perfekt smukke, da det er en del af det guddommelige i græsk tankegang, indvilliger gudinderne i dette set up, ikke for at undgå at ødelægge festen, men for deres forfængeligheds skyld. Brylluppet er dog reddet, for gudinderne må drage til Troja, og de andre kan få lov til at hygge sig. 

Det vi står med her, er altså, at nogle overmagter, der intet mangler, kommer op at skændes om noget de ikke behøver, og så ruller lavinen. Paris, der både er en Don Juan og en narcissist, nyder synet af gudinderne. Men fordi de alle er lige smukke, og konkurrencen derfor er et skuespil, forsøger de hver især at bestikke ham: Athene vil skænke ham krigslykke, men de som kender Iliaden ved godt, at Paris noget af et skvat. Hera vil skænke ham et helt kongerige, men et land har jo trods alt sine klare grænser, og hvis grådigheden er så stor blandt guderne, hvordan er den så blandt menneskene? Afrodite viser ham bare sine bryster og tilbyder derpå at skænke ham noget meget mere håndgribeligt: Helena. Han præmierer straks Afrodite med æblet uden at sige et ord. Mennesket er fanget i sin jordbundethed og sin begærlighed, i Paris’ tilfælde kunne man også sige i sin liderlighed, men sådan fremstiller Kolluthos det ikke. Paris er forfængelig. Jo han er interesseret i Helena, men mest af alt er hun en pokal, han kan stolt kan fremvise. Og ja, så er hun faktisk gift med Menelaos, og han bliver som bekendt overordentlig vred over bortførelsen af sin hustru, og så ruller den lavine.  

Kolluthos’ 1500 år gamle digt fortæller os altså noget om, hvad der sætter krige i gang: forfængelighed. Men kan den enkelte soldat, ligegyldigt hvilken side han er på, give en præcis årsagsforklaring på hvorfor han skal skyde på andre? Paris fatter det aldrig. Ikke engang hos Homer. Soldaten kan være tvunget i krig, ligesom Paris var tvunget til at dømme. Han ville ikke kunne sige nej til gudernes bud. Nogle falder nok for Athenes krigslyst, andre for Heras kongerige, men Afrodites’ nedrige tricks, hendes reptilhjernestrategier, nok rammer de fleste: Paris’ bortførelse af Helena hos Kolluthos er jo ikke bare en voldtægtshistorie, faktisk bliver Helena forblændet af hans udstråling og følger frivilligt med Paris til Troja, nej, det er fortællingen om den lille lyst i hjertet på os alle, der udvikler sig til en selvforståelse uden hold i virkeligheden. Det er fortællingen om forfængelighed og dens katastrofale konsekvenser, især hvis forfængelighed får frit spil blandt magthavere, det være sig guder eller prinser, despoter eller præsidenter. I dag ser det ud til at man, ligesom gudinderne ved brylluppet, har dropper dansen og festens samhørighed til fordel for spild om et land man ikke åbenlyst har behov eller krav på. Hvis blot Heras tilbud var blevet accepteret, kunne alt dette være afværget, men russerne har vist valgt Afrodites’ vej og ukrainerne Athenes. Putin havde nok håbet at Ukraine var fulgt frivilligt med ligesom Kolluthos’ Helena, men de græske myter var næsten aldrig hugget i sten, og ikke alle kilder lader hende følge frivilligt med. Men lige meget hvad, så ender bortførelsen af Helena i en katastrofal krig – det er trods alt hugget i sten. Lad os håbe at virkeligheden er mere fleksibel end denne myte.