For de fleste teatergængere i dag er Euripides’ oldgræske tragedie Medea synonym med skilsmissen, der ender med at Medea dræber de børn, hun har sammen med sin utro ægtemand, Jason. Han har svigtet hende, og hun tager den grummeste hævn. Jason er selv skyld i det, og tragedien viser sig for os i, at Medea, en mor, ser sig nødsaget til at tage denne hævn, og således dræbe det, der er hendes dyrebareste, børnene. Euripides’ tragedie blev i løbet af antikken blev den kanoniserede version af Medeamyten, men da tilskuerne i Athen en forårsdag i året 431 f.v.t. så Medea med de to døde børn blive hævet højt over Jason på en dragevogn, havde publikum mange andre Medeaskikkelser med sig i baggagen. Men Medea var ikke altid en barnemorder, det var noget hun blev på scenen i Athen. 

Dramaet i Athen var en bred folkelig institution som to gange årligt trak tusinde tilskuere til for at se dramaer. Digterne skulle hver især præsentere tre tragedier (samt et fjollet satyrspil), og deltog som i et moderne Melodi Grand Prix i en konkurrence, finansieret af både statslige og private midler. Denne atmosfære har sat sit præg på digternes dramatik og dramaets udvikling på grund af deres indbyrdes konkurrence. Vi har i dag overleveret 33 tragedier, hvilket kun er en lille procentdel af den samlede produktion af dramaer, der blev skrevet gennem det 5. årh. f.v.t., hvor Athen nåede sit kulturelle, militære og politiske højdepunkt. Og i denne sammenhæng er Medeaskikkelsen som teaterikon noget ganske særligt. For skønt vi som nævnt kun har et få tragedier tilbage, ved vi en hel del om de nu tabte tragedier. Blandt dem fremstår Medeaskikkelsen som en favorit på den athenske scene med hele tyve tragedier, der har hende som centrum, og endnu flere, der tager udgangspunkt i den sagnkreds, hun er en del af. En græsk tragedie tager altid udgangspunkt i en af grækernes grundmyter, det være sig om den trojanske krig, Ødipus’ sagnkreds eller noget helt tredje. Den græske mytologi var dog aldrig fasttømret, men altid bøjelig, således at en kunstner kunne udvide den og rokere rund med en sagnkreds’ grundelementer, fx hvem der er i familie med hvem eller hvem der slår hvem ihjel og hvordan. Da digterne aldrig rigtigt kunne slette forgængernes nye vinkler, fokuserede de på et særligt element eller en særlig mytisk sekvens for at sætte sig eget præg på den mytiske fortælling, sådan som Euripides i sin tragedie fokuserer på Medea og Jasons ægteskab og Medea som barnemorder. 

Medea udspringer fra sagnkredsen om Jason og det gyldne skind, et oldgammelt eventyr, vi kan se konturerne af i grækernes tidligste litteratur. Det er dog først i generationen før Euripides, at Medeaskikkelsen i kunsten, poesien og tragedieskrivningen får en mere aktiv rolle som Jasons frelser, spåkvinde, troldkvinde og ikke mindst som morder først og fremmest af sin egen bror, og sidenhen af Jasons onde onkel, Pelias. At Medea hjælper helten Jason er der intet odiøst i, heri minder hun blot om flere af kvindeskikkelserne, der hjælper Odysseus i Homers Odysséen. Men det gennemgående træk i fortællingen er, at Jason bruger Medea til at skaffe sig det gyldne skind, der vil kunne give ham magten i sin hjemby, og hun bruger ham, til at komme væk fra sin hjemby og nå til Grækenland, civilisationens navle, hvis man spurgte grækerne selv. Men parrets liv sammen er dømt til at ende galt: Jason har ingen ret til at tage Medea med sig til Grækenland, og Medea har ingen ret til at gifte sig med en fremmed mand og forsvinde fra sin familie, for Medeas far har ikke godkendt hverken Jason eller deres forlovelse, sådan som grækerne i hvert fald mente det skulle gøres. Da parret tager flugten fra Medeas far, begår hun sin første grusomhed: Hun dræber sin bror for at kunne slippe væk, en for grækerne utilgivelig forbrydelse, og første trin i Medeas deroute som familieødelæggerske. Vi ved at Euripides’ samtidige, Sofokles, har behandlet dette brodermord i et par tragedier, men om de er før eller efter Euripides’ Medea, ved man ikke. Så vidt vi kan se interesserede brodermordet dog ikke Euripides’ i samme grad, men det gjorde til gengæld mordet på Pelias. Da Euripides debuterede i 455 f.v.t., var en af hans tragedier, Pelias’ døtre, hvori Medea snyder døtrene til at slå deres egen far ihjel, endnu en ødelagt familie; alt sammen for at få Jason tilbage på tronen. Hvor Euripides’ Medea tror man kan myrde sig til alt i livet, tror hans Jason, ganske uheroisk, at man kan charmere sig til det. Med blod på hænderne jages parret på flugt, således at de nu begge er i eksil. 

Senere hen skrev Euripides også om Medeas forsøg på at få athenernes superhelt, Theseus, myrdet af hans egen far Aigeus, en omvendt udgave af døtrenes mord på Pelias. Et mord, der skulle få hendes søn med Aigeus til at have eneret til tronen i Athen. Euripides har altså her også leget med tanken om at Medea skulle have tanker om at vende tilbage til livet som kongelig, ligesom Jason har i vores Medea. Familieblod flyder i Medeas nærhed, og derfor lader Euripides også Medea slå sin egne børn ihjel. På scenen og i litteraturen kunne alt ske med børnene, skønt deres død oprindeligt var en af grundelementerne i Medeamyten, hvad enten korintherne dræbte dem som hævn for Medeas mord på kongefamilien, Medea, der ved en fejl dræber børnene med sin magi, Medea der med fuldt overlæg dræber dem, som i vores Medea, eller – og det må have været en overraskelse – den tragedie, hvor børnene overlever. Men var det en overraskelse, at Euripides lader sin Medea dræbe sine børn? Det ynder vi at tænke, men det er faktisk ikke til at afgøre, for Euripides var ikke den eneste, der trak historien i denne retning, skønt vi kun kan gisne om hvordan. I mange tragedier må Medea på tragisk vis have mistet sine børn, men Euripides’ vinkel er anderledes. I hans tragedie mister hun sin mand, en tragedie, der efterlader hende isoleret i en fremmed kultur, og vælger selv at skabe sin egen og Jasons tragedie. Euripides vandt ikke med sin teaterproduktion det år, men andre digtere kunne fra da af vælge eller fravælge endnu et element i Medeamyten, at lade Medea slå sin egen børn ihjel.  

Men når nu Euripides’ Medea blot var en blandt mange nu tabte tragedier, må vi erkende, at det er os der gør Euripides til en klassiker. Det gør vi dog ikke ud af det blå. Medea har jo også hos os en særstilling, fordi Euripides heri formår at samle mange mytologiske og dramatiske tråde fra sine forgængere og binde en knude, der er så stram at tilskueren må gispe efter vejret i takt med, at Medea planlægger det ene mord efter det andet, for til sidst at vælge den værst tænkelige hævn. Euripides’ tragedie handler nemlig ikke om selve bruddet mellem Jason og Medea, det er sket, men om Medeas brud med sit tidligere liv. Da Medea dræber den unge brud, dræber hun også sin egen fortid samt Jasons fremtid, og når hun dræber deres børn, dræber hun tillige deres fælles fortid samt Jasons fremtid. Jasons tragedie er nemlig, at han aldrig har haft den fremtid og det liv, han troede, og det går først op for ham, da han ser børnenes lig. Hans eventyr er slut og han fik hverken prinsessen eller det halve kongerige. Medeas tragedie er at hun aldrig finder fred, for skønt hun drager til Athen for at skabe sig en fremtid og familie dér med Aigeus, ender hun på ny i eksil og må forlade Grækenland med sin og Aigeus’ søn. Men dermed er blodsudgydelserne ikke ophørt, for denne søn bliver stamfar til persene, grækernes evige modstandere. Medeaskikkelsen bliver på den måde et symptom på ikke bare familiers mulige sammenbrud, men selve grundkonflikten mellem forskellige verdener.

Euripides’ Medea hypnotiserer os ved sit syn på mand og kvinde, på kontrasten mellem det eventyrlige og det daglige, ved sin psykologiske beskrivelse af Medeas dybe harme og jalousi, og af Jasons manglende selvforståelse; men især ved sin råhed, hvor løvinde, der skulle vogte sit kuld, ender med at dræbe dem, fordi de bånd, der binder mennesker sammen er forvitret. Grækernes verden var som regel fuld af lunefulde guder, der skader lige så hyppigt som de gavner, men som netop var garanter for menneskets etiske rettesnor, er i denne tragedie fuldstændigt tavse. En tavshed, der efterlader tilskueren, nu som før, med en ubehagelig tvivl: Findes der ingen hjælp mod verdens råhed? Euripides giver os intet klart svar. Og derfor er hans Medea vores klassiker.