Charon og den græske død

Døden er livets store ubekendte. Døden er den milepæl der adskiller mennesket fra guderne. De græske guder er nemlig ikke som fx den kristne, evige og altvidende;

De Græske guder har det privilegium at de aldrig dør.

De græske guder bor på Olympen i lys og evig solskin, de døde derimod vandrer den slagne vej den modsatte retning nedad, ned under jorden til Hades, som for grækerne både er guden Hades, Zeus’ bror, og stedet, underverden, hvor menneskenes sjæle

samles, det store fælleskab, som Professor Bondo kalder dødriget i Lars Von Triers tv-serie RIGET.

Intet menneske undgår døden, og Hades tager gæstfrit imod dem alle, hvorfor Hades ofte sammenlignes med en krovært (pandokos, pandokeus), der lukker alle ind på sin beværtning. Døden er gæstfri, eller som det amerikanske rock/country band The Eagles sang i deres mystiske Hotel California:

”You can check-out any time you like,

But you can never leave!”

Hvor ”chek-out” naturligvis svare til det danske udtryk: Tage billetten.

”Any time you like”, naturligvis ironisk, for kun sjældent vælger vi døden selv.

Døden er jo som nævnt det stor ubekendte, hvor? Hvordan? Hvornår? Døden afskærer os for fremtiden, hvor fødslen skænker os den. Ligesom vi ikke var ”med” til vores egen undfangelse – hvilket jeg tænker de fleste faktisk er glade for, er vi sådan set heller ikke med til vores begravelse, hvilket når alt kommer til alt nok også ville være en anelse ubehageligt.

Men fødslen er helt afgørende, for her spindes vores livstråd, vores skæbne kunne man sige, og den kender Guderne, og derfor er de forpligtede til at sørge for, at vi mennesker dør, på rette tid, rette sted, rette måde!

Døden findes overalt i den græske litteratur, og i grækernes tidligste værk, Homers epos, Iliaden, er døden ligefrem omdrejningspunktet. I værkets syv indledende vers hører vi om Hades, inden vi hører om Zeus, ser vi sjælene vandre mod hades, inden vi ser ligene på slagmarken, hvor fugle hakker i kødet, og hunde gnasker i benene.

Iliaden præsenterer os for et krigerliv, der ikke defineres af så meget af hvad du gør i livet, men hvordan du dør. Dit dødsøjeblik afgør om man i eftertiden vil tale om dig, kleos. Berømmelsen, kleos, er mennesket eneste form for udødelighed.

Når soldaterne i Iliaden bliver dræbt, suser sjælene straks til Hades, men nægtes passage over en flod og videre gennem Hades’ porte. af alle de afdøde sjæle: Man kommer kun ind i Hades’ krostue, ind til de dødes fælleskab, hvis ens legeme har fået den rigtige begravelse af de levende. Derfor er begravelsen også et helt centralt motiv i Iliaden: Begravelsen er dét øjeblik de levendes fælleskab overdrager den døde til de dødes fælleskab. Et ubegravet ligs sjæl vandrer hvileløst omkring i et limbo, uden del i noget fælleskab, som en statsløs, som en hjemløs, som Antigone siger i Sofokles’ tragedie af samme navn. Der er dog ingen færgemand i den tidlige græske kultur: I Iliaden er efterlivet slet ikke defineret fra den afdødes synsvinkel. Efterlivet er berømmelsen: Det at den afdøde omtales af de levende. De enorme vaser med geometriske mønstre og billeder af begravelsen, optog, krige og dyr afspejler dette fokus på den gode begravelse. Det er derfor at det episk eventyr om Odysseus, Odysseen, komplementerer Iliaden så godt. For hvor døden er et helt centralt tema i Iliaden, er det livet i Odysseen. Odysseus kæmper en lang kamp for at komme hjem efter slaget ved Troja, mens man i hjemmet tror han er død på havet.  Han er ikke begravet, ikke død, men i live i et ingenmandsland fuld af monstre og magi, farer der truer med at opsluge hans eksistens. 

Han får tilbudt udødelighed, som en guddom, men et evigt liv uden et fælleskab, andet end med havgudinden Kalypso (hvis navn betyder hende der skjuler eller begraver), nej tak, så hellere stendød. Skønt Odysseus dog ikke er død, er han heller ikke levende; Han er ingen i ingenmandsland. Ironisk nok er det i Odysseen, vi får introduceret døden fra den dødes synsvinkel. Hades, ser vi, er et dødsygt sted: sjæle, eller snarere skygger fra livet, der vandrer tavst rundt blandt hverandre.

Efterlivet er derved ingen-stedet, men hvis man har fået sig en fin begravelse og de levende taler om en, så er ingenmandsland overkommelig. Skyggerne erindrer kun hvis de får blodofringer: Døden er altså et tavst hukommelsestab, og det er formentlig en trøst i et liv, der har været barskt og smertefuldt.

Iliaden er døden et hurtigt sværdhug og en begravelse, i. Odysseen, hvor livet blandt sin familie og venner kommer i fokus, må vi også trøstes ved tanken om at døden, som trods tavs og mørk, i det mindste er et fælleskab.

Det store fælleskab, måske derfor Hades også kaldes Pluton, den rige, fordi han har så mange sjæle, eller sarkastisk, fordi man ikke kan tage sine materielle rigdomme med sig.

Der er altså langt fra den kristne tro på himlen og lyset, og ”af jord af du kommet af jord skal du igen opstå”. De græske dødskygger genopstår ikke, de er hyldet i mørke, gemt i jordens dyb. Men for grækerne, omgivet af havet som grækernes verden jo er, er vandet også en del af dødsriget. I Iliadenhører vi, at de døde ikke tillader den ubegravet sjæl kommer over floden; en unavngiven flod, formentlig Styx, den eneste af underverden floder, vi hører om i Iliaden, og den flod som guderne sværger ved:  eftersom mennesker sværger ved guderne, en sfære mennesket ikke har del i sværger guderne ved skellet mellem livet og døden, en sfære, de ikke har del i. Men underverden er i de homeriske værker, som i det virkelige liv, vanskelig at beskrive: Det er hjemme hos Hades, der er mørkt, tavst. Indgangen har brede porte, der kommer jo mange gæster. Der er en flod der skal overskrides før man er helt inde.

Tankerne om underverdens geografi udvikler sig gennem det 7.-5. århundrede f.v.t, hvor De homeriske værker var den konstante referenceramme, og hvad angik døden, var Odysseus’ indkig ind i Hades i Odysseen, samt nye litterære genre med til at forme nye syn på tilværelsen!

Og i takt med at man samledes i større samfund, at man ikke nødvendigvis hakkede hinanden i småstykker i tide og utide, på samme måde som i Iliadens krigeriske univers, ændrede man også syn på døden. Jo, der findes da vaser, som viser store heltes død, men der var simpelthen andre måder at gavne sit samfund på end blot krigen. 

Krigen var der altid, ja, men med tiden var fokus på staten, ikke på individet, så når vi kommer til Athens i klassisk tid omkring 400 år f.v.t i perioden hvor demokratiet udviklede sig, forvinder mænds gravsten til fordel for begravelsesvaser med kvinder, unge og børn. 

Mændene der døde i krig, kom nemlig i én fællesgrav, hvor individet blev udødeliggjort gennem statens samlede begravelse. Krigen gav soldaten, den smukke død – den gode død findes trods alt ikke. Så det er vaser med kvinder og børn, der for alvor viser os, at tankerne om døden har ændret sig fra ideen om du dør, begraves, er i Hades en synsvinkel, der trøster de efterladte, til ideen om at døden er en proces for den døde: Den døde behøver nu ikke begravelsen for at komme til Hades, den dødes sjæl bliver fulgt til dødriget af guden Hermes, guden der kommunikerer mellem guder og dødelige. Hermes er psychopompos, sjæleføren, men da han også er en Olympisk gud, må han heller ikke krydse floden, så han følger sjælene helt hen til bredden af floden, hvor Charon står med sin båd, der fragter alle sjæle fra de levendes verden til de dødes kyst.

Der er altså sket en udvikling i opfattelsen af døden, som en proces, hvor både de olympiske guder, Hermes, og de underjordiske magter, Charon, deles om at føre mennesket fra den ene verden til den anden, fra lyset, solen til det solløse rige, som Hades også kaldes.

Fra soldaternes død i Iliaden, hvor mørket skjuler deres øjne, og indtil kristendommen kommen, er døden et mørke, ikke det onde i etisk forstand, men fraværet af lys. Den døde er en skygge. Udtrykket at se solens lys, betyder at leve. Grækerne prøvede med forskellige religiøse riter, mystiske mysterier, at modvirke dette mørke, men det er en anden snak.

Men hvad er det for vande sjælen må krydse, og hvem er Charon egentlig: De kanoniske fem floder først. Vi har allerede dyppet fødderne i Styx’ strømme. Navnet Styx kommer for resten af udsagnsordet stygéo ”jeg hader”. En ildevarslende flod. Og som nævnt findes den smukke død, ikke den gode (den lad os sige praktiske/funktionelle, find selv på flere undskyldninger) død, så floden er altså den forhadte flod. Et had som både mennesker (de levende som de døde) og guder føler for floden og dens funktion grænseskel mellem verdener.

Men i den voksende græske litteratur, er der kommet flere floder til, nemlig Acheron, som bliver den mest populære, hvis man kan kalde dødens flod det, måske fordi dens navn Acheron svinger godt sammen med færgemandens Charons navn.  Og fordi Acheron næsten lyder som achea, der betyder smerte eller sorg. Vi møder også floden kokytos,  hvis navn betyder skrig, altså den slags skrig som grædekoner gav, i forbindelse med begravelser. To floder skiller sig lidt ud, fordi de snarere for os i moderne tid har fået en mere mystisk, måske endda diabolsk, aura om sig: Nemlig Pyriflegeton, Ildfloden,  som filosoffen Platon fortæller omkranser Hades med sin ild,

og som den italienske digter Dante i den Guddommelige Komedie, fortæller er en 

”strøm af blod hvori de sjæle koger

der øved vold og tvang mod deres næste.

Derpå kommer floden Lethe, Glemslens vande, som sjælene drikker af for at glemme deres tidligere eksistens, som tidligere nævnt er døden hukommelsestab, og Lethes vande er en måde at symbolisere det på. Men selvom en digter fortæller os at Hades mørke bølge skyller ind over os alle, skal vi ikke tænke døden som en tsunami, men som en sikker sejlads, hvor Charon faktisk er en hjælpende ånd.

Døden havde sine rædselsmanifestationer, i fx furierne, blodtørstige hævnånder, og døden selv Thanatos, Men i det klassiske Athen, var Charon den underjordiske udgave af Hermes, psychopomos, sjæleføren. Men til forskel for denne evigt unge gud, afbillede man konsekvent Charon som en gammel mand, skødeløst og billigt klædt,som en færgemand – kan vi tænkes os – var klædt i virkeligheden.

Charon er formentlig en slags symbol på den for os mennesker ideelle død: Døden af alderdom, den ”naturlige død”, hvor døden fritsætter sjælen fra den nedbrudte krops genvordigheder, livet har voldt.

Charons navn har man ikke rigtigt kunnet gennemskue, Det kan måske hænge sammen med udsagnordet chairo, sige hej eller farvel, det var i hvert fald en populær antik tanke, men den er ikke bombesikker. I Norditalien havde etruskerne deres egen færgemand Charun, og da dødens færgemænd fandtes andre steder i middelhavets kulture, kunne et miskmask af forskellige kulturelle inputs sagtens være en forklaringen på navnet. Inputs der også forklarer Charons øgede popularitet i kunst og litteratur fra det den homeriske underverden uden ham til klassisk tid, hvor vi hører om ham i tragedierne, men og det er måske mere interessant, ser ham på scenen i komedien Frøerne, fra 404 f.v.t, hvor guden Dionysos skal til Hades, og må sejle med Charons færge dertil. Her er Charon en gamle utålmodig, smågnaven type. Men ikke ond.

Det er også i denne komedie, vi møder billetsalget til underverden for første gang:

Charon tager sig betalt for at sejle en sjæl over floden.I komedien er det to mønter,  hvilket er en politisk vittighed: for blot to mønter, hedder det sig, kunne man styre hele det Athenske demokrati, de to mønter var nemlig den løn man som borger fik  for en dags arbejde i Athens centraladministration. Og det er altså også det beløb Charon skal have for at administrere sjælesejladsen. Charon er blevet djøfiseret.

Mønterne, eller nok rettere mønten, for man købte jo kun en enkeltbillet over floden, er formentlig et ældre ritual i forbindelse med begravelser, og mønten blev placeret i munden, ikke på øjenlågene, som vi ser det på film. Munden fordi det var det sted athenerne normalt bar deres småmønter. Munden fordi den kunne lukkes, mønten gemmes, til det rette tidspunkt i underverden.

Athenerne var som alle andre mennesker bange for døden, det ubekendte, men de forsøgte at dulme frygten, ved at lade Charon føre sjælen sikkert over de uhyggelige floder, hvis navne, symboliserer de efterladtes sorgproces.Tragediedigteren Euripides lader i en af sine tragedier en person sige at begravelserne ikke er for den dødes skyld,men for de levendes. Charon var, i det klassiske Athen, den dødes hjælpende hånd. Ja, han var gnaven, men den slags har vi alle vel mødt i busser og toge. 

Hades var trist og mørkt, men ikke et ondskabens sted. Ja, der findes også straffearbejde i Hades, husk på Sisyfos. Straffen beror dog ikke nødvendigvis på fysiske pinsler, men på de psykiske: straffen i Hades er det meningsløse slid. Med andre grækernes uhyggeligste straffe svarer til vores tids pseudoarbejde.

Charon og Hades som det uhyggelige, grimme, og onde, kommer senere i takt med at samfundet bliver mere og mere individualistisk, døden for det enkelt individ bliver pludselig meningsløs i sig selv! Man dør ikke som helt, man dør ikke for sin by, man dør bare! Således opmuntret!

Hav to mønter klar, undgå at putte dem i munden – vi lever trods alt i en coronatid –for I skal nu begive jer ned i mørket, ud på usikkert, ubekendt vand, men I kan dog som Herakles, Theseus og Odysseus før jer, vende tilbage til solens lys. Og det er en trøstende tanke.