Offerroller i Euripides’ Medea

I Aischylos’ Agamemnon synger koret de berømte ord πάθει μάθος (177), at det er gennem lidelse vi lærer om verdens rette sammenhæng, hvis det da er sådan ordene skal forstås. Selvom mange lider i Orestien er det svært for alvor at se, hvem der lærer noget af myrderierne og lidelserne, andre end tilskuerne måske, skønt hvad de måtte lære, stadigvæk, forekommer ret uklart. I Aristoteles’ terminologi er lidelse (πάθος) det tredje plotelement i en tragedie, og pathos er ”når handlingen er ødelæggende eller smertefuld, f.eks. ved dødsfald på scenen, voldsomme smerter, kvæstelser og lignende.”[1] Men på grund af det attiske teaters tradition om ikke at vise vold på scenen, hvorfor sendebud beretter de blodige detaljer, er det meget få, der reelt er udsat for fysisk lidelse på scenen; Filoktet er nok det bedste eksempel på fysisk lidelse. Omvendt er den lidelse et menneske udsættes for i forbindelse tab af kære (fx Antigone, Elektra), eller de handlinger man har udført (fx Aias, Orestes) talrige, og ved at betragte disse personers lidelser på scenen får man som tilskuer medlidenhed med dem.[2] Tilsvarende er det mest ”pathetiske” – altså lidelsesfyldte – øjeblik for tilskuerne i Euripides’ Medea vel, da børnene bliver myrdet backstage. Dette ved Euripides udmærket godt og hælder ekstra salt i tilskuernes sår, ved at lade børnene synge sig ind i døden.

Men pathos kan også bruges mere retorisk, som det også er tilfældet i Euripides’ Medea. Verbet πάσχω findes flest gange i denne tragedie (19 gange fraregnet et enkelt tilfælde i en åbenlyst uægte passage 38-43), hvilket er dobbelt som mange tilfælde som gennemsnittet i de øvrige dramaer fra Euripides’ hånd. πάσχω refererer ikke nødvendigvis til smerte, for verbet kan også bare betyde en påvirkning af en art, men lad os prøve at se, hvor og hvornår verbet optræder i Euripides’ Medea og ikke mindst hvorfor!

Under Ammen og Pædagogens samtale kommer det frem, at Kreon vil eksilere Medea og børnene, og Ammen forbavses over at Jason virkelig vil tillade, at børnene lider denne skæbne (75: πάσχοντας), blot fordi han og Medea ligger i strid. Det vil han åbenbart ifølge pædagogen, men det er Ammens frygt for Medea, der klareste antyder at børnenes liv er i fare. At Jason alligevel er skurken for Ammen står klart efter hendes prolog, men vi må huske på, at hun ikke er en objektiv stemme: Hun holder tydeligvis med Medea, men hun forstår slet ikke situationens paradoksale natur; Jason har forrådt sin familie, Medea og børnene (16-19), og virker nu ligeglad med deres fælles børn. Medea derimod har forrådt sin familie i Kolchis (31-33), og forrådt af Jason hader hun nu deres børn (36). Ammen forstår, hvilken smerte det er at være uden sit fædreland (34-35), men ser slet ikke at Jason er i samme situation, fordi Medea fik Pelias myrdet (9-11): Medea og Jason er mere ens end man normalt vil anerkende i moderne læsninger. Da Medea endelig skriger sin sang bag fra scenen, ønsker hun først sin egen død, derefter børnenes, Jasons og hele deres families endeligt, fordi hun har lidt noget, der ifølge hende selv fremkalder den største sorg (111-12: ἔπαθον τλάμων ἔπαθον μεγάλων | ἄξι’ ὀδυρμῶν). Hvad hun egentligt tænker på bliver ikke specificeret her, og det er denne ambivalens, Medea med retorisk snilde bruger til at manipulere menneskerne omkring hende, og Euripides bruger til fange tilskuernes opmærksomhed med. Medea arbejder systematisk med at offergøre sig selv, ikke bare for personerne i dramaets univers, men også over for tilskuerne.[3]

Medeas backstage-tilstand får den ønskede virkning på Ammen, der frygter for, hvad børnene vil lide (118: πάθηθ’), men Medea fører lidelsen tilbage til sig selv i sin bøn til Themis og Artemis: Ser I hvad jeg lider? (161: λεύσσεθ’ ἃ πάσχω,); bemærk at hun nu taler i nutid. Koret, der som Ammen er sympatisk indstillet over for Medea, synger, at de har hørt Medeas bøn til Themis og tilføjer nu en specificering af Medeas lidelse: Den er uretfærdig og det er Jasons skyld (208: ἄδικα παθοῦσα), og derfor kan koret efter Medeas første monolog uden at blinke støtte Medea i at tage hævn over ham (267-8), hvilket alt andet end lige er ret ekstremt taget i betragtning at Jason er de korintiske pigers kommende prins; Medea har koret i sin hulde hånd. Hendes fortælling om eden, hun og Jason svor, og Jasons tillidsbrud har overbevist dem, til trods for at Medea tilsyneladende fabrikerer eden[4] for at skjule det faktum, at den i athenernes øjne nok ikke er så gyldig, som hun vil have os til at tro. Da Kreon fortæller Medea om hendes eksilering, må hun ty til en voldsommere brug af πάσχω, og understreger overfor ham, at hun (i nutid) lider ondt (280: κακῶς πάσχουσ’), mens han forsvarer sin beslutning med, at han vil undgå at han eller den kommende familie (prinsessen og Jason) vil komme ud for noget (289: πρὶν παθεῖν); han frygter altså som Ammen før ham, hvad Medea kan finde på. Da Medea udmærket er klar over, at Kreon kender til hendes synderegister, må hun berolige ham med, at han da ikke har været udsat for noget uhyrligt fra hende af (306: μὴ τί πλημμελὲς πάθηις). Men dette forstærker kun tilskuerens fornemmelse af, at Medea har tænkt sig at råde bod på det, eftersom Euripides (og Medea?) tilsyneladende henviser til fablen om Hyænens dobbelte natur.[5] Hun manipulerer ham dog til at give sig en enkelt dag til at få styr på sine sager. Medeas bevidste offergørelse af sig selv understreges ved at koret tror, at Medeas situationen vitterligt er forfærdelig – de har ikke hørt hende sige andet og da hun har brug for deres medskyldighed, understøtter hun denne tanke (364). Skønt det viser sig, at hun faktisk har udnyttet Kreons svaghed for at få hævn over ham og brudeparret, reagerer koret ikke med misbilligelse som vi kunne forvente, for Medea bruger hun igen sin egen lidelse for at drive sig selv (og plottet) fremad (404: ὁρᾶις ἃ πάσχεις;). Det interessante ved Euripides’ Medea er den måde, hvorpå hun udnytter andre og stadig fremstår som et offer, selv når hun afslører, at hun manipulerer. Denne gang henvender hun sig ikke til de højere magter, men til sig selv – hun er jo af Helios’ slægt (406) – og hendes lidelse bliver hendes katalysator for hævnen, for man må aldrig blive til grin (404: ὁρᾶις ἃ πάσχεις; οὐ γέλωτα δεῖ σ’ ὀφλεῖν), en i bund og grund maskulin hævntanke. Bemærk ligeledes, hvordan hun igen beskriver lidelsen som noget, der skal ses, hvad enten det er guderne, 161: λεύσσεθ’ ἃ πάσχω, eller hende selv, ὁρᾶις ἃ πάσχεις;). På dette tidspunkt svælger koret af korintiske piger i deres fiktive fællesskab med Medea i en sådan grad, at de slet ikke høre efter, hvad Medea siger i sin grove generalisering om kvindens evner inden for ondskab (409-10), for i deres efterfølgende korsang synger de ikke bare om, at kvindens ry vil vende fra ondt til godt, men også om Medeas offerrolle uden hensyntagen til Medeas synderegister og hendes ønsker om at volde ondt igen. Korets vurdering af Medea beror alene på det, hun har fortalt dem og på scenen mellem Medea og Kreon, altså nuet og fremtiden. Dette står i skærende kontrast til Medeas egen fortælling i det første møde med Jason, hvor hun netop beretter sin version af deres fælles fortidige eventyr. Medea er i sin fortælling den aktive part og Jason den passive i kampen mod okserne og dragen: Det er værd at bemærke, at det er Medea, der beretter fra den eventyrlige vinkel med hende som helten, mens Jason ser den fælles fortid fra den emotionelle vinkel, hvor hun var i Eros’ magt, og altså ikke helten selv – Jason skal ses parallelt med fx Odysseus, der fik hjælp af Athene. I Medeas beretning er hun dog også den aktive i at forråde sin familie (483). Hun dræbte Pelias på den smerteligste måde, nemlig ved at lade hans egne børn stå for drabet (486-7). Hun undlader dog behændigt at fortælle, at ved at knuse Pelias’ hus, så ødelagde hun også sin egen og Jasons mulighed for at slå sig ned i Jolchos, men det kan tænkes, at hendes anklage mod Jason netop indeholder denne ambivalens (488: ταῦθ’ ὑφ’ ἡμῶν … παθὼν): Efter alt hvad jeg har gjort for dig (bemærk eksplosionen af p- og k-lyde i versene 486-90, samt den implicitte trussel mod Jason ved, at Pelias blev dræbt af sine egne børn, ligesom Jason også har børn, se vers 487 og 490). Det er altså relevant, at Euripides lader Medea benytter πάσχω om Jason, ikke fordi han skal fremstå som et offer, men fordi det definerer ham som passiv, mens hun er den aktive part i deres eventyr sammen. For tilskueren bliver hele sætningen dog farvet af hendes forræderi mod sin egen familie og drabet på Pelias; Det er trods alt Medea, der forvolder familiers fald: Hun erkender at have forvoldt den største lidelse for Pelias (ἄλγιστον) og kalder Jason (κάκιστ’), den ondeste mand, og dog ser hun ikke den åbenlyse morale parallel mellem hende selv og den Jason, hun fremstiller for koret og tilskuerne: Kvinder er ifølge Medea de klogeste i alskens ondskab (409: κακῶν δὲ πάντων τέκτονες σοφώταται). 

Medeas egen offergørelse understreges af korets følgende sang, hvor de først synger om jalousiens magt (636-45), som de håber aldrig rammer dem, uden at indse at den allerede har ramt Medea,[6] og dernæst om Medeas manglende tilholdssted og venner (Aigeus er heldigvis på vej) skønt hun lider så forfærdeligt (παθοῦσαν δεινότατα παθέων). Koret tilslutter sig igen Medeas ønske om, at utaknemmelighed straffes med døden, og er altså fuldstændig i Medeas magt. Det er tilskuerne ganske givet også: Euripides gør os alle til medskyldige, fordi vi har sympati med en forbryder, som vi ved, er i færd med at planlægge endnu en forbrydelse, vi ved bare ikke hvilken. 

Som bekendt kommer Aigeus som sendt fra en gud forbi Korinth og møder Medea. Han er alt i alt sympatisk skildret og forstår da også at Medea, som han respekterer som en forstandig kvinde er i problemer. Hun svarer ham, at Jason er uretfærdig over for hende, uden hun har gjort ham noget som helst (igen fremstår Jason som den passive): οὐδὲν ἐξ ἐμοῦ παθών (692). Et lettere ironisk udsagn hendes bemærkning til Jason tidligere taget i betragtning: dengang havde hun gjort alt for ham. Nu har hun intet gjort. Dette ved tilskueren, men ikke Aigeus, som Medea naturligvis vil manipulere til egne formål. Ifølge Medea er Jasons største forbrydelse hans edsbrud, et fundamentalt tillidsbrud, enhver athener ville kunne relatere til og derfor en del af den fortælling Medea skaber sin offerolle ud fra, se dog fodnote 4. Derfor er det også interessant, at vi i Aigeus-scenen netop ser, hvordan den oprindelige ed kunne have set ud (731-755), og hvordan Medea allerede her fokuserer på, hvad Aigeus må lide (754: πάθοις) hvis han ikke overholder deres aftale (husk at Medea selv havde bundet Jason med eder i 161-3). Aigeus’ svar er klart for Medea, men ikke for tilskueren: Den straf som tilfalder gudløse (δυσσεβοῦσι) mennesker. Ekstra interessant bliver det, idet netop dette ord senere bruges først af koret om Inos mord på sine børn (1287) og dernæst af Jason om Medeas mord på børnene (1328) og til sidst igen om barnemordet men denne gang af Medea selv (1383). Medea ved altså allerede her, at når Aigeus sværger hendes ed, så vil hun myrde sine egne børn (791-3) og bagefter finde ly hos Aigeus (757-8, 770-1).[7] Sjældent har et ”alt er i orden nu (756)” lydt så dystert. Som tilskuer og kender af den videre mytologi, ved man godt at Aigeus får nok at se til, når Medea kommer til ham i Athen, hvilket Euripides understreger i korets Athensang (824-50). Vi har nu set Medea manipulere med mænd såvel som kvinderne i koret. Medea indrømmede hvordan hun narrede Kreon (368-75), og nu hun planlægger åbenlyst at narre Jason for at myrde på kongedatteren (776-89). Men alligevel trækker hun offerkortet overfor det forfærdede kor, da hun fortæller at hun for at undgå fjenders hånlatter må dræbe børnene: Men, siger hun, de lider jo heller ikke ondt som hun gør (815: μὴ πάσχουσαν, ὡς ἐγώ, κακῶς.). Denne strategi benyttede hun sig også af i samtalen med Kreon, for alligevel at gennemtrumfe sin vilje: Hvem kan sige nej til et offer? 

Da vi nu ved, at Medea vil manipulere med Jason, kommer det ikke som en overraskelse at måden, hvorpå hendes hidtidige brug af πάσχω vendes på hovedet. I en fremragende genfortælling af en fiktiv indre monolog, fortæller hun dybt ironisk Jason, at hun har ændret mening, for nu hvor guderne skænker hende godt, hvad er der så galt med hende (τί πάσχω, θεῶν ποριζόντων καλῶς;). Medea lader altså sin lidelse være personlig snarere end Jasons skyld: Eftersom psykologi ikke er hans spidskompetence, er den snak noget, han kan forstå (908-913). Faktisk er Jason på mange måder en slags anti-Odysseus, et træk som Apollonios gør meget ud af sit hellenistiske epos, Argonautika, men som vi altså kan finde allerede her hos Euripides. Hvad der er galt med Medea (τί πάσχω), hører vi igen, i en helt anden og langt mere dyster kontekst, nemlig da hun begræder at hun må dræbe sine børn. Tvivlen nager og det er pludselig knap så let at sende børnene afsted med prinsessens dødsdom, men i et ekko af vers 404 (se ovenover) viser det sig, at Medeas inderste natur på ingen måder har ændret sig (1049-50: καίτοι τί πάσχω; βούλομαι γέλωτ’ ὀφλεῖ osv.); hævnen er det eneste der betyder noget (se også vers 1260, 1333), og børnene er midlet. De skal ikke bare bringe den giftige gave til prinsessen (murder by proxy), men ved deres egen død skal de kropsliggøre selve hævnen over Jason (1377-81, 1398-1404). Efter den for tilskuerne stærke afsked med børnene og deres lige så pathos-fyldte endeligt, prinsessen og Kreons modbydelige død, præsenterer Euripides os for et skifte i offerollen. Medea er ikke længere den svage kvinde, og koret, som forgæves forsøgte at tale hende fra mordet, fortæller nærmest apatisk den desperate Jason, der ønsker at redde børnene ikke fra Medea, men fra korinterne, at han hele tiden har taget fejl af situationen, og at han er for sent på den: Børnene er døde ved Medeas hånd. Jasons selvsikkerhed har lidt nederlag, hvilket passer glimrende in i Aristoteles’ ide om den tragiske fejl (Poetikken kap. 13-14), hvis han da ellers brød sig om Euripides’ Medea. Vi kan dog sagtens følge ham i at Euripides er den mest tragiske af alle tragikerne (Poetikken kap. 13): Ingen vinder i Medea. Det er muligt at Medea svæver afsted på Helios’ vogn, højt hævet over Jason, men hun er ikke en Dea ex Machina er den traditionelle betydning, for hun løser ikke tragediens knude, hun bærer den blot med sig til tilskuernes Athen. Intet andet sted i de overleverede tragedier kritiserer en dødelig guden fra maskinen, intet sted er gudens motiv for at komme hån, intet sted er guden problemet. Ligesom Medea tidligere spillede offeret, spiller hun nu hævneren, men under disse masker er hun når alt kommer til alt blot en mor, der har myrdet sine børn (1245-50, 1397-8). 

Efter Jasons vredesudbrud (1323-50), giver Medea behændigt ham hele skylden, mens hun kalder Zeus til vidne på, hvad Jason har ”lidt” af hende, og hvad han har gjort mod hende (οἷ’ ἐξ ἐμοῦ πέπονθας οἷά τ’ εἰργάσω.). Det Jason har lidt må tydeligvis være hævnen (se 157) – børnenes lig er synlige på vognen og udsiges derfor ikke – mens Jasons utroskab nu er grunden til hævnen (1354-69). Eden er ikke længere den egentlige årsag til hendes hævn, men ganske enkelt hendes jalousi (1366-69). Som et ekko af Medea, men lige så futilt, kalder Jason Zeus til vidne på, hvad han har lidt (1406: οἷά τε πάσχομεν) på grund af Medea. Det er første gang han tager dette ord i munden, men han understreger også, at Medea er den aktive, hun er barnemorderen (1393, 1407). Jason lider i nutid, men hans fremtid ser sort ud: Han er ikke længere i sikkerhed i Korinth og må endnu engang i eksil (1405) og som Medea fortæller ham, vil hans skib forårsage hans død. Medea derimod rejser nu frivilligt til Aigeus i Athen, hvor hun skal være hans hustru (1384-5, til trods for at Aigeus allerede er gift, 673). De stridende partneres situation er vendt på hovedet. Ofret er forbryderen, og forbryderen går fri. I Euripides’ Medea er Medea og Jason langt mere lig hinanden end man i dag vil vedkende sig. I iveren efter at hylde ofret og se skurken straffet som i Hollywoods utallige film, misforstår man hvor kompleks en størrelse græske tragedier er. De gode græske tragedier formår at kontrollere tilskuernes følelser, sym- og antipatier, således at en digter som Euripides lige så let som Medea kan manipulere os og afsløre hvor godtroende, selvhævdende og hykleriske vi er: Det er om noget en læring (μάθος), der forvolder lidelse (πάθος). Det er kun ægte klassikere der evner at gøre noget sådant selv efter 2500 år.

  



[1] Poetikken, kap. 12.

[2] ibid. kap. 14.

[3] Om Medeas “skuespil” se, Zeba, M. ”Medea Hypokrites” i Arethusa 35. 2, 2002.

[4] Allan, A.”Masters of manipulation: Euripides' (and Medea's) use of oaths in Medea” i Horkos: The Oath in Greek Society (eds. Alan H. Sommerstein, Judith Fletcher) Nottingham. 2007.

[5] Æsops fabel 240: Hyænerne. Man siger at hyænerne i løbet af året skifter køn, så de på et tidspunkt er hanner og på et andet er hunner. Det fortælles, at da en hanhyæne engang forgreb sig unaturligt på en hun, svarede hun: ”Husk nu blot, du der, at hvis du gør dette ved mig, vil du snart blive udsat for det samme af mig!” Dette kan man rimeligvis sige til den, der for tiden har magten, hvis man lider noget upassende (εἰ πλημμελές τι πάσχοι.), og selv står til at få magten. 

[6] At Medeas vrede bunder i jalousi og ikke så meget i maskuline idealer, er velstuderet i Sanders, E. ”Sexual Jealousi and Erôs in Euripides’ Medea” i Erôs in Ancient Greece (eds. Ed Sanders, Chiara Thumiger, Chris Carey & Nick Lowe) Oxford 2013.

[7] Mordet kalder Medea i 796 τλᾶσ’ ἔργον ἀνοσιώτατον, mens koret i 1328 retter det til ἔργον τλᾶσα δυσσεβέστατον.

Teksten kan downloades som pdf. her https://www.academia.edu/91584525/Lech_Offerroller