Hvem er jeg som ligger her i støvet fornedret og blodig
Slået og ydmyget, som alle ligene ude på sletten,
Der med blod over alt har øjnene fulde af sandkorn,
Øjne der ingenting ser, forblændet at krigsdødens mørke.
Død er jeg dog ik endnu! Jeg lever for smerterne bider
Dybt i min hud efter piskens forfærdeligt flænsende nedslag
men kammeraternes hån, deres hæslige latter, var værre:
Jeg er Odysseus’ fælle i krigen om storstaden Troja,
Jeg er soldat, og tit har jeg gennem gelederne løbet
Rundt med mit spyd og mit sværd, og hjulpet enhver der fortvivled
Ude på slagmarkens gru, men før slap jeg altid for støvet.
Død er jeg ikke og ingen, nej ingen er jeg vel næppe!
For jeg har aldrig hørt, at en trojahelt var en INGEN!
Hvem er jeg, jo jeg er nok hærens værste kujon, Thersitet.