I sit værk om firskeri, som Oppianus skrev til Markus Aurelius, kommer han ind på mangt og meget, men denne lige passage om skildpaddernes parring er alligvel interessant. Oppianus skriver homerisk, dvs. at ord for sex, yngel parring etc er almindelige homeriske eufemismer, så som bryllup (gr. gamos) og forskellige ord for seng (gr. lechos, eune). Hvor Homer plejer at sammeligne en menneskelig handling med naturens og dyrenes verden, vender Oppianus det naturligvis på hovedet sådan at dyrenes handlinger sammenlignes med menneskenes verden. En herlig tekst, der handler lige som meget om mennesket som den handler om fiskeri, ja faktisk tvivler jeg på en fiskeentusiast kunne bruge Halieutika til ret meget.

Skildpadder frygter og hader gevaldigt ynglesæsonen: 

Modsat de andre dyr nærer de ingen lyst til at glædes 

i deres seng med hinanden for det er forbundet med smerte.  

Til Afrodites leg bliver hannens stav som en knogle 

der er ubøjelig hård, og hærdes i glædesløs parring.

Derfor kæmper de mod hinanden og river med tænder

begge i modpartens krop så snart de mødes på lejet;

hunnen vil undgå den rå omgang sex, mens hannen er villig,

liderlig efter en tur med en uvillig og han besejrer

hende stærk som han er, og hun tvinges til elskovens samkvem,

som var hun byttet fra krige, det samme sker også blandt hunde

når de på landjorden yngler, mens skildpadder yngler i havet,

sælerne ditto, for de hænger bagefter sammen for længe

som var de lænket fast til hinanden med stålgjorte lænker.