Under en jagttur på Lesbos så jeg i en nymfelund noget fuldstændigt magisk: et maleri der afbillede en forelskelse. Lunden der var da også skøn, velbevokset og frodig, og fugtig, for en enkelt kilde nærede alt dér både blomster og træer. Men maleriet var dog dejligere, fordi det både var et udsøgt kunstværk og viste forelskelsens luner. Og derfor lokker rygtet om stedet også mang turister hertil, for at bede til nymferne  selvfølgelig, men også for at se maleriet.

Maleriet viser kvinder i fødsel, andre, der svøber babyerne i tæpper, efterladte babyer, får der nærer dem, hyrder der tager dem med sig hjem, unge, der lover hinanden troskab, sørøveres plyndringstogter, fjenders angreb og meget andet, der alt sammen har noget med forelskelsen at gøre.

Mens jeg altså stod og beundrede det, fik jeg lyst til at nedfælde maleriets beretning. Jeg fandt en, der kunne fortolke motivet for mig, og har nu med møje og besvær forfattet en fortælling i fire bøger, som en offergave til Eros, Nymferne og Pan, ja, hele menneskehedens kæreste eje, en gave, der kan hele den syge, berolige den deprimerede, minde om tidligere forelskelser, eller belærer den, der aldrig selv har været forelsket derom. Faktum er nemlig,at ingen har undgået Eros, og ingen kommer til det, så længe der er skønhed til, og øjne der kan se. Nu beder jeg blot til at guden ikke lader mig rive med af at skrive andres historie.