Da Weekendavisen kun tillader 2000 tegn som svar i bogdebater, har jeg valgt at udgive mit umiddelsbare, og alt for lange, svar her. Mit forkortet svar burde være at finde i WA. Se Helles anmeldelse her http://www.graeskdramatik.dk/435356683

Sophus Helle har i WA den 27. februar skrevet en negativ kritik af min seneste udgivelse, Homeriske genklange. 

Anmelderens kritik retter sig mod formen snarere end indholdet og kan koges ned til tre punkter: teksternes monotone sprog, brugen af det daktyliske heksameter og for kække oversættelser. De tre punkter hænger nøje sammen, men jeg vil alligevel tage dem et ad gangen. Først teksternes ensartethed eller monotoni. I Homeriske genklange har jeg oversat en række oldgræske tekster, der på trods af 800 års afstand minder meget om hinanden sprogligt, i deres billedsprog og rytmisk, fordi de alle tager udgangspunkt i de homeriske værker Iliaden og Odysséen. Disse værker udgjorde grundlaget for al græsk dannelse overalt, hvor der var grækere eller kulturgrækere i en periode på tusinde år. De forskellige forfattere forsøger altså så vidt muligt at skrive sig ind i den allerede fasttømrede homeriske tradition og lyder derfor ”homerisk” og samlet set ret ens, når alt kommer til alt. Det gælder både temaer og sproglig formulering, der slavisk følger det gamle episke kunstsprog. Og netop fordi der her er tale om Homer-epigoner, vil mængden af, hvad vi ser som klicheer, jo tilsvarende vokse betragteligt, fordi flere af digterne sætter pris på at være mere Homer end Homer selv. Anmelderen kritiserer det nærmest barokke billedsprog, men det er altså stilen i værkerne, og de fleste der er bekendte med traditionen om Troja ville fx vide, at grunden til, at det brændende Troja ”gylper” røg op, er, at dronning Hekabe havde drømt, at hun ville føde den fakkel (prins Paris), der ville futte byen af. Trifiodoros' tekst bugner faktisk med graviditetsbilleder, og jeg har så vidt muligt forsøgt at få dem med i oversættelsen. 

Anmelderens kritik af min brug af heksameteret er for så vidt berettiget, men det er for stor en diskussion at tage her, for den diskussion har allerede rumlet derudaf i mere end to hundrede år blandt oversættere og kritikere i Danmark. Herhjemme har der nemlig lige så længe været tradition for, at vi oversætter de græske og romerske heksameterværker (fx Homers Iliaden, Vergils Æneiden) til det danske heksameter. Det kan man så lide eller ej, men det er slet ikke pointen med mit valg af versemålet i Homeriske genklange. Årsagen til, at jeg valgte versemålet her, er simpelthen, at Homeriske genklange er, som nævnt på side 161, tænkt som en pastiche over Otto Steen Dues oversættelser af antikke heksameterværker. Dues oversættelser har skabt den moderne homeriske (episke?) klang – hvad enten man kan lide dét eller ej – og derfor følger mine genklange også Dues rytmik. Alle de græske teksters referencer til Homer, Vergil, Ovid og til hinanden indeholder derfor referencer til Otto Steen Dues oversættelser af selvsamme i Homeriske genklange, deraf titlen. 

Det fører til det sidste kritikpunkt, nemlig plathed (i anmelderens ord), men som jeg vil kalde ”kækhed”. Fortællingerne i Homeriske genklange bruger humor, ironi, og melodrama på måder, man ikke finder i samme mål i fx Iliaden. Kolluthos’ Bortførelsen af Helena har fx en fornem kontrast mellem gudernes nærmest latterlige bryllupsfest i begyndelsen og varslet om Paris og Helenas bryllup i Troja i værkets sidste vers. Theokrits sang om Helena og Menelaos’ bryllup er i sagens natur kæk i sit udtryk og tragisk i sit indhold, når den læses mod den homeriske baggrund og krigen om Troja. Det er de effekter, jeg sigter efter i denne udgivelse. Disse homeriske genklange forstår man bedst, hvis man er bekendt med Homer, og det betyder for de fleste trods alt Dues Homer. Men lige såvel som jeg efterligner Dues versemål, efterligner jeg min opfattelse af Otto Steen Dues sproglige stil, og ligesom digterne var mere Homer end Homer, forsøger jeg til tider at være mere Due end Due. Der er ingen tvivl om, at Otto Steen Due havde et særegent sprog – det er det homeriske kunstsprog sådan set også – men der er flere punkter, man måske finder æstetisk upassende inden for Homers univers, fx Dues forkærlighed for allitteration, redundans for versemålets skyld og ”kække bemærkninger” (”nosser” og ”kebab” har jeg det personligt ret svært med). Ikke desto mindre forsøger jeg netop også at spille med på Dues melodi (ordet ”møje” er et af Dues favoritord). Anmelderens glæde ved min latterlige stil ved frøen Trøskes død i Batrachomyomachia 226-9 er jeg naturligvis glad for, men egentlig er den en sammenblanding af dødsscener i Iliaden (fx 12.185, 16.346-8) med samme ordvalg, som Otto Steen Due har oversat dem med. Den græske frøtekst er nemlig en tilsvarende sammenblanding af Homers makabre dødsscener. Homeriske genklange er altså nok snarere popvariationer over Otto Steen Dues oversættelser end jazzvariationer over Homer. Hvis det er dét man vil læse, skal man læse Lykofrons Alexandra. Men det er en anden historie.   

Marcel Lysgaard Lech